Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

77 bringer i Varmen (Canton, Ampere, Christie, Llvyd, Airy); eller man antager, som Coulomb, at Solen er om- give» af en magnetisk Atmvsphære 79, font virker paa Jor- dens Magnetisme ved Fordeling. Omend ved Faradays, fljonne Opdagelse af Jldluftens paramagnetiste Egenstab den store Vanskelighed er hævet, at man ifølge Canton maatte antage, at den faste Jordflorpes og Havenes Varme hur- tigt og betydeligt blev forøget som en umiddelbar Folge af Solens Gjennemgang gjenncm Stedets Meridian, faa har Oberst Sabines fuldstændige Sammenstilling og skarpsindige Undersøgelse af Alt, hvad der ved Iagttagelse kan maales, viist som Resultat, at Aarsagen til de hidtil iagttagne perio- diske Forandringer i Jordklodens magnetiske Virksomhed ikke kan ligge i de periodiske Varmeforandringer i den for os til- gængelige Deel af Luftkredsen. Hverken Hovedperioderne for de daglige og aarlige Forandringer i Afvigningen til for- stjellige Tider af Dagen og Natten (og Sabine er den forste, som noiagtigt har kunnet fremstille de aarlige ifølge et overmaade stort Antal af Iagttagelser) eller Perioderne for Middelværdierne af Jordmagnetismens Styrke stemme over- eené80 med Maxima og Minima for Atmosphcerens og den overste Jordskorpes Varme. Vendepunkterne for de vigtigste magnetiffe Phcenomener ere Solhvervs- og Jevndognstiderne. Det Tidspunkt, i hvilket Jordmagnetis- mens Styrke er storst, og hvor Heldingsnacilen paa begge Halvkuglerne nærmer sig mecst den lodrette Stilling, er det, hvor Jorden er Solen nærme]!81 og altsaa bevæger sig i sin Bane med den største Hastighed. Men nu ere paa den Tid, da Jorden er Solen nærmest (December, Januar og Februar), saavclsom paa den Tid, da den er længst borte fra Solen (Mai, Juni og Juli), Varmeforholdene i Zonerne paa denne