Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

79 lungerne af andre selvlysende Sole; feg minder om de af Goodricke og Argelander udfundne, i hoi Grad forviklede For- andringer i Lysstyrken af ß Lyræ og Mira Ceti.85 Naar Sollegemets Magnetisme, ifolge Sabine, viser sig derved, at Jordmagnctismens Styrke foroges t Nærheden af Solen, er det saamegct desto mere paafaldende, at ifolge Kreils grundige Undersøgelser over M a ane ns magnetiske Indflydelse denne hidtil ikke har været kjcndelig, hverken ved de forfljellige Macmeskifter, eller ved Maanens for« sksellige Afstande fra Jorden. Maanens Nærhed synes, i Sammenligning med Solen, ikke at opveie dens ubetydelige Masse. Hovedresultatet af Undersøgelsen^ overden magnetiske Indflydelse af Jordens Drabant, som ifolge Melloni kun vi- ser et Spor af Varme-Virkning, er, at den magnetiske Af- vigning paa vor Jord i Lobet af en Maanedag lider en regelmæssig Forandring, idet den naaer et dobbelt Maximum og et dobbelt Minimum. „Naar Maanen," siger Kreil me- get rigtigt, „ikke frembringer nogen (for den sædvanlige Varmemaaler) ksendelig Varineforandring paa Jordens Over- flade, kan den altsaa ikke paa denne Maade frembringe nogen Forandring i Jordens Magnetkraft; kan en faadan altsaa desuagtet paavises, maa man deraf slutte, at den er frembragt paa en anden Maade end ved Opvarming." Alt, hvad der ikke fremtræder som Virkning af en eneste Kraft, kan, som ved Maancn, forst erksendes som bestaaende for sig, naar det er stilt fra de mange fremmede, forstyrrende Ele- menter. Blive nu end ikke hidtil de storste og meest fremtrædende Forandringer i Jordmagnetismens Wringer tilfredsstillende forklarede ved Varmeforandringernes Marima og Minima, saa er der dog ingen Tvivl em, at den store Opdagelse af den