Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

lOG stand af 72°); saa at dette Stjernetegn endogsaa ifolge Ho- rapollo hjeroglyphist^^ ftal betyde Tallet 5. Stjernehalerne forsvinde, naar man modtager Bille- det af den straalende Stjerne (paa hvilken Maade jeg ofte har betragtet Kanopus saavelsom Sirius) gjennem et meget lille med en Naal i et Kaart gjort Hul. Paa samme Maade forholder det sig med det telestopifte Seen ved stærk Forstør- relse, hvorved nemlig Himmellegemerne enten fremstille sig som lysende Punkter med forøget Lysintensitet, eller vel ogsaa som overmaade smaa Skiver. Om end Firftjernernes sva- gere Funklen under Vendekredsene fremkalder et vist Indtryk af Ro, saa vilde, ved uvæbnet Dje, Fraværelsen af al Stjernestraalning, dog forekomme mig at udbrede en vis §)de over Himmelhvælvingen. Sandselig Skuffelse, Utyde- ligt Seen, forøger maaskee det lysende Himmeltæppes Pragt. Arago har allerede forlængst opkastet det Sporgsmaal: hvor- for, til Trods for den storre Lysstyrke hos Firstjerner af forste Størrelse, man ikke seer disse, men derimod Maanefkivens^ yderfte Nand i sin Stigen over Horizonten? De fuldkomneste opliste Instrumenter, de stærkeste For- størrelser give Firstjernerne falste Tværmaal (spurious disks, diametres factices), som ifolge Sir John Herschels Be- m ærf rung 43 „ved lige Forstørrelse blive mindre i samme Forhold som Kikkertens Objectivaabning bliver storre". Stjernernes Formørkelser ved Maaneskiven bevise, hvorledes Ind- og Udtrædelsen ere i den Grad øjeblikkelige, at ikke engang Fraktionen af et Tidssecund for sammes Varighed har kunnet erkjelldes. Det er et ofte iagttaget Phænomen, at den indtrædende Stjerne ligesom klæber ved Maaneskiven. Dette er imidlertid et Phænomen af Lysboining, der ikke staaer i mindste Forbindelse med Spergsmaalet om Stjerner-