Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

115 nes Forholdstal i Teleskopets Campus af 15' Tværmaal: 4,15; 6,52; 17,68; 30,30 og 122,00. Ved Sammenlig- ning af begge Zoner viser sig, trods stor Lighed i Loven for Stjernerigdommens Tiltagen, dog atter en absolut Overvægt af Stjernemængde^ paa den ffjonnere sydlige Himmel. Da jeg i Aaret 1843 venstabeligen opfordrede Ingenieur- capitain Schwinck til at meddele mig Fordelingen af de 12148 Stjerner (lm indtil 7m inclus.), som han efter Bessels Til- skyndelse havde indfort i hans M a ppa c o e lestis, efter deres Rectascensions - Forskjellighed, fandt han i 4 Grupper: Rectasc. fra 50°—140° Antal Stjerner 3147 » » 140°—230° v » 2627 » »230°—320° » » 3523 » » 320°— 50° » » 2851 Disse Grupper stemme overeens med de endnu nøjagtigere Resultater i Etudes s te Ilair es™, hvorefter med Hensyn til Stjerner fra 1™ indtil 9m deres Rectascensions Maxima falde i 611 40' og 18h40'; og Minima i lh 30' samt 13h 30'. Iblandt den talløse Mængde af Stjerner, som glimre paa Himlen, maa man, med Hensyn til Verdensbygningens formodede Skikkelse og Beliggenhed eller Dybden af den kugledannede Materies Lag, væsentlig stjelne mellem de en- kelte, sporadifl fordelte, Firstjerner, og dein, man finder sam- mentrængte i afsoudrede, selvstændige Grupper. Det sidste Slags ere Stjernehobe eller Stjernemasser, som ofte indeholde mange Tusinde af teleskopiske Stjerner i fJen* deligt Forhold til hinanden, og som forekomme, betragtede med blotte Dine, undertiden at være en rundagtig Taage, lyiende ligesom en Comet. Dette er Eratosthenes's og Pto- lemæus's Taa gestjerner,^ de saakaldte nebulosæ t be Alphonsiuste Tavler fra 1252, og om hvilke Galilæi 8