Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

Stedforhold henfores til Ekliptiken, som den Storcirkel, i hvilken Solbanens Plan gjennemstjcerer Sphceren, saaledes lade sig ogsaa mange Stedbestemmelser ved F ir stjern er ne (f. Er. disses Sammenhobning og Gruppering) beqvemt henfore til Mælkevejen i samme Egenstab af en næsten fuldstændig Storcirkel. Paa denne Maade er Mælke- vejen for den sideriste Verden fortrinsvis, hvad Ekliptiken er for vort Solsystems Planetverden. Mælkevejen skjæ- rer ZEqvalor t Eenhjorningen mellem Procyon og Sirius, RA. 6h 54' (for 1800) og i venstre Haand af Antinous NA. 19h 15'. Mælkevejen deler saaledes HLmmelsphceren i tvende noget ulige Halvdele, hvis Arealer forholde sig om- trent som 8: 9. I den mindste Halvdeel ligger Foraars- punktet. Mælkevejens Brede er i dens hele Kredslob meget forskjellig^. Hvor den er smallest og tillige mest glindsende, mellem Forstavnen af Skibet og Korset, nærmest Sydpolen, maaler den næppe 3 til 4 Grader i Vreden; paa andre Punkter 16 Grader og deelt mellem Ophiuchus (Slangehol- deren) og Antinous82 indtil 22 Grader. William Herschel har bemærket, at, efter hans Stjernedelninger at domme, har Mælkevejen paa mange Steder en 6 til 7 Grader større Brede, end Stjernelysningen lader formode, sect med blotte $ine.83 Den hele Zones Mælkebvidhed havde allerede Huygens, som i Aaret 1656 stillede sin 23 Fods Refractor mod Mælke- vejen, frakjendt at være en Uopløselig Taage. Den omhyggeli- gere Anvendelse af Speiltelestoperne, af den største Dimension og Lysstyrke man har, beviser endnu sikkrere, hvad allerede Democrit og Manilius formodede om den gamle Phaetons- vei, at det mælkeagtige Lysskjcer maa tilffrives, ikke de sparsomt mellemkommende Taagepletter, men ene og alene