Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

144 stopiske Smaastjerner; saa salder Tychos ovenfor anførte Hypothese om nyfreinkommende Firstjerners Dannelse af et sig kl odeformende fortættet, dunstformigt Hi mm elstof, af sig selv overende. Hvad Tiltrækningskræfterne formaae i sammetttrængte Stjernelag og Stjernesværme, dersom disse rotere om visse centrale Stjerner, kan her ikke bestemmes og henhøre under Astrognosiens mythifke Deel. Iblandt 21 paa den foranstaaende Fortegnelse anførte nyfremkomne Stjerner have 5 (134, 393, 827, 1203, 1584) viist sig i Skorpionen 3 i Cassiopea og Cepheus (945, 1264, 1572), 4 i Slange- bæreren (123, 1230, 1604, 1848); men ogsaa meget langt fra Mælkevejen er eengang en ny Stjerne (1012) i Vædde- r e n bleven feet (Munkens fra St. Gallen kaldet). Kepler, som selv holder den af Fabricius 1596 beskrevne t Hval- fiskens Hals fremskinnende og i October samme Aar for- svundne Stjerne for en ny, anfører denne Position ligeledes som en Modgrund (Kepler de Stella nova Serp. p. 112) Sporgsmaalel er nu, om man tor antage, at der, paa Grund, af Hyppigheden af Stjerners Fremkomst i samme Constella- tioner, t visse Retninger af Verdensrummet, f. Er. i dem hvori Skorpionen og Cassiopea ligge, gives særegne ved Stedforholdene begunstigende Betingelser for Fremkomsten eller Opflamningen; eller om der fortrinsvis i disse Ret- ninger ligge saadanne Stjerner, der egne sig til explosive kortvarige Lysprocesser. Lysvarigheden ved nyfremkomne Stjerner var kor- test i Aarene 389, 827, og 1012. I det forste af de nævnte Aar var den 3 Uger; i det andet 4, i det tredie 3 Maa- neder. Der i in od lyste Tychos Stjerne i Cassiopea 17 Maa- neder, Keplers Stjerne i evaneit (1600) hele 21 Aar, til den forsvandt. Den lod sig atter see 1655: i Begyndelsen