Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

186 way sijcenket en særegen Flid og Opmærksomhed. Han har sammenlignet meget nye Bestemmelser (1830) af Johnson paa St. Helena og af Henderson paa det gode Haabs For- bjerg med gamle Bestemmelser af Lacaille og Bradley (1750 og 1757). Resultatet 83 er bleven (for 1790) NA. 260 °,O, Decl. 34° 23': altsaa for 1800 og 1850: 260°5'+ 34°22, og 260 ° 33' + 34 0 20'. Denne Overensstemmelse med Re- sultaterne af de nordlige Stjerner er overmaade tilfredsstillende. Er dernæst Retningen bleven bestemt af vort Solsystems fremskridende Bevægelse indenfor maalelige Trændser, saa op- staaer ganske naturlig det Spsrgsmaal: om Firstjernehimlen, gruppeviis fordeelt, kun er en Sammensætning af Partiel- S pst em er, bestaaende ved Siden af hverandre; eller om en almindelig Tiltrækning, en Kredsbevægelse af alle selvlysende Himmellegemer (Sole) maa tænkes at foregaae om et Tyngde- plinkt, der enten er opfyldt med Masse eller tomt, uudfyldt. Her gaae vi over i de blotte Formodningers Omraade: saadanne, som man vel er istand til at give en viden- stabelig Form, men som paa ingen Maade, paa Grund af Ufuldstændigheden i bet foreliggende Materiale af Iagttagel- ser og Analogier, kunne fore til Evidents i Lighed med den, andre Dele af Astronomien glæder sig ved. Mod en grundig mathematifl Behandling as deslige vanstelige Problemer træder især Mangelen paa Kjendsiab til en utallig Mængde meget smaa Stjerners (10m 14m) Egenbevægelse, der fornemmelig synes Udbredte blandt klarere i den saa vigtige Deel af det Stjernelag, hvortil vi hore, nemlig Mælkevejetts Ning. Den Betragtiling af vor Planetkreds, t hvilken man fra de smaa P a rti al sy stemer, der dannes af Jupiters, Saturns og Uranus Maaner, stiger op til det hosere, det almindelige Solsystem, har let kunnet forlede til at troe: