Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

225 Aldebaran og Hyaderne, og om hvilken der allerede ovenfor er talt (Kosmos B. III. S. 123). De fijonne Stjerner, der have givet Orions Constellation sin gamle Berømthed, regnes desuden til en af meget store og os sandsynligviis nærliggende Stjerners Zone, hvis forlængede Retning en gjennem e Orion is og a Crucis lagt Storcirkel i den syd- lige Mælkevei betegner.58 En tidligere meget udbredt59 Mening om en saakaldet Taa g ep le tternes Mælkevej, der næsten perpendiculair stjærcr Sts erne-Mælkevejen, har ingenlunde60 funken Bekræftelse ved nyere og nøjagtigere Iagttagelser over de symmetriske Taagepletters Udbredelse paa Himmelhvælvingen. Der gives jo vistnok, som nylig er antydet, meget betydelige Sammenhobninger ved Mælkevejens Nordpol, ogsaa en anselig Fylde ved Fiftene omkring Sydpolen; men en Zone, som forbinder disse Poler med hinanden, og som betegnes ved Taagepletter, kan formedelst mangfoldige Afbrydelser ikke lade sig paavise som en Storcirkel. William Herschel havde 1784, ved Slutningen as sin forste Afhandling over Himmel- bygningen, Udviklet denne Betragtning, dog med al en saadan Forster værdig Forsigtighed, Uden Udelukkelse af mulig Tvivl. Af de uregelmæssige eller snarere usymmetriske Tan- ger ere nogle (i Orlons Sværd, ved Argils, i Skytten og t Svanen) mærkværdige ved deres overordentlige Stør- relse, andre (No. 27 og 51 i Messiers Fortegnelse) ved deres besynderlige Dannelse. Hvad den store Taageplet i Orions Sværd au- gaaer, da er det allerede tidligere bleven bemærket, at Galilei aldrig har omtalt den, stjondt han beskæftigede^ sig saameget med Stjernerne mellem Orions Vælte og Sværd, ja endog udkastede et Kort over denne Egn. Hvad han kalder N eb li- st. v. Humboldt, Kosmos. III. 15