Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

226 losa Orlonis og afbilder ved Siden af Nebulosa Præsepe, erklærer ban udtrykkelig for en Sammenhobning af smaa Stjerner (stellarum constipatarum) i Orions Hov ed. Paa Tegningen, der i Sidereus JNuncius § 20 gaaer fra Bæltet til Begyndelsen af hoire Been (a Orionis), gjenkjender jeg over Stjernen i den fleerfoldige Stjerne Forstørrelserne fom Galilei anvendte, hævede sig kun fra otte til tredive Gange. Da Taagen i Sværdet ikke staaer isoleret, men i Ufuldkomne Kikkerter ved uklar Luft, danner en Art Ring om Stjernen #, kunne dens individuelle Eristens og dens Skik- kelse let Undgaae den store florentinste Iagttagers Blik. Des- uden var han flet ikke tilbøjeliges rø at antage Tanger. Forst 14 Aar ester Galileis Dod, i Anret 1656, opdagede Huygens den store Orions-Taage; han gav en raa Afbildning af den i Systema Saturnium, der Udkom 1656. „Da jeg", siger den store Mand, „igjennem en Refractor af 23 Fods Focallængde observerede de foranderlige Striber paa Jupiter, et morkt Centralbælte paa Mars og nogle svage Phaser paa samme Planet, opdagede jeg et Phænomen ved Firstjernerne, som, saavidt jeg veed, hidtil ikke er feet af Nogen og kun kan erkjendes noje gjennem saadanne store Kikkerter, som jeg bruger. I Orions Sværd opregnes af Astronomertte tre hinanden me- get nærliggende Stjerner. Da jeg nu tilfældigviis i Aaret 1656 betragtede den midterste af disse Stjerner i min Kikkert, viste der sig tolv for mig, istedetfor den enkelte Stjerne, hvil- ket (ved Kikkerter) just ikke er noget sjeldent. Af disse be- rørte (atter) tre næsten hinanden og andre fire lyste lige- som gjennem en Taage: saa at det dem omgivende Num, af Skikkelse, som paa den hosfoiede Figur antydet, forekom langt klarere end den ovrige Himmel. Denne var just meget klar og viste sig ganfle sort; det havde derfor Udseende af, fom