Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse
Forfatter: Alexander Von Humboldt
År: 1859
Serie: Kosmos
Forlag: F.H. Eibe
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Andet Oplag
Sider: 166
UDK: 50 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000166
Tredie bind. Oversat af C. A. Schumacher.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
233
staaer en hvid Plet, join man hverken seer i Irak, (t
Egnen om Bagdad) et heller i Nedschd (Nedjed, det nord-
lige Arabia petræa, men nok i det sydlige Tehama mellem
Mekka og Spidsen af Jemen, langs med Kysten af det rode
£>ciø".82 Den hvide Ores relative Position til Canopus
er her neje nok angivet for det uvæbnede Dje; thi Nectascen-
ftoneii af Canopus er 6h 2OZ, og den ostlige Nand af den
store magellanske Sky har Rectascensionen 6h O'. Synligheden
af Nubecula major under nordligere Breder har ikke kunnet
forandre sig synderlig ved Præcessionen siden det 10de Aarhun-
drede, da deune i de sidst forløbne Aartusinder har naaet sit
Nordsternes Maximum. Naar man folger Sir John Herschels
nøjagtige Stedbestemmelse for den store Sky, saa finder man,
at Gjenstanden var fuldkommen synlig indtil 170 nordlig
Brede paa Abdurrahman Susis Tid; for nærværende Tid
omtrent indtil 18°. De sydlige Skyer have altsaa kun-
net være sete t hele det sydvestlige Arabien, i Viraklandet
Hadhramaut, saavelsom i Jemen, det gamle Sæde for Cul-
tiiren i Saba og for de tidligt indvandrede Zoctanider. Den
sydligste Spidse af Arabien ved Aden, Strædet ved Bab-el-
Mandeb, har 12° 45', L oh eja forst 15 0 44' nordlig Brede.
Mange Araber, der nedsatte sig paa Ostkysten af Afrika
mellem Vendekredsene, Nord og Syd for LEgvator, bidroge
naturligviis ogsaa til nærmere Kuudffab om de sydlige
Stjerner.
Mere dannede (især catalouiske og portugisiske) Piloter
besøgte forst Afrikas Vestkyst hiinsides Linien. Utvivlsomme
Aktstykker: Marino Sauuto Torsellos Verdenskort fra Aaret
1306, det genuesiske Portuiano Mediceo (1351), Planisferio
dela Palatina (1417) og Mappamondo di Fra Mauro Ca-
maldolese (mellein 1457 og 1459); bevise, hvorlunde den