Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

246 eitet, Heldning mod Ekliptiken, Tvcermaal, Masse og Tæt- hed), fremstiller allerede paa et overmaade lidet Num tids- alderens aandelige Standpunktshoide. Man tænke sig blot et øjeblik tilbage t Oldtiden: man tænke sig Pythagoræeren Philolaus, Platos Lærer, Aristarch fra Samos eller Hippar- chus i Besiddelse af et saadant Blad, fuldt af Tal, eller af en graphisk Fremstilling af Planetbanerne, saaledes som den, vore allermeest kortfattede Læreboger indeholde; faa lader disse Mcends, den tidligere indskrænkede Videns Heroers, studsende Beundring sig kun sammenligne med den glade Hen- rykkelse, en Eratosthenes, en Strabo, en Claudius Ptolemæus vilde følt, ved at have for sig og betragte et af vore Verdens- kort (Mercators Projection) af kun nogle faa Tommers Hoide og Brede. Cometernes Tilbagevenden i afsluttede elliptiske Baner be- tegner Solgebetets Grcendse som Folge af Centrallegemets Tiltrækningskraft. Men da man bliver ved at være i Uvished, om ikke engang endnu en Comet vil lade fig see, hvis store Are vil findes at være længere end de hidtil opdagede og beregnede Cometers; saa angive disse i deres Aphelium kun Grændsen, til hvilken Solgebetet idetmindste naaer. Sol- gebetet charakteriseres følgelig af dets egne indvirkende Cen- tralkræfters synlige og maalelige Virkninger, af de Ver- denslegemer (Planeter og Cometer), som i afsluttede Baner- kredse omkring Solen og ved snevre Baand vedblive at være knyttede til den. Den Tiltrækning, som Solen udover hin- sides disse tilbagevendende Verdenslegemer, paa andre Sole (Firstjerner) i fjernere Rum, henhorer ikke til de Betragt- ninger, som her bestjæftige os. Efter det Standpunkt, hvorpaa vore Kundstaber staae ved Slutningen af det 19be Aarhundredes forste Halvdeel, og