Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

 252 om Sollegemets Størrelse, bar man anført, at naar man tænkte sig Solkuglen ganffe udhulet og Jorden i dens Cen- trum, vilde der endnu være Plads for Maanebanen, om endog dens halve Are forlængedes over 40000 geogr. Mile. Solen drejer sig i 251/2 Dag om sin Are. Dens A§qvators Inclination mod Ekliptica er henved 7 Vs0« Efter Laugiers særdeles nøjagtige Iagttagelser (Comptes rendus de l’Acad. des Sciences T. XV. 1842 p. 941) er Rotations- Tiden 25 34/100 Dage (eller 25d 8l 9)m og A§qvatorial-Jn- clinationen 7° 9'. De Formodninger, til hvilke den nyere Astronomie om- sider er kommen angaaendeden physifle Beskaffenhed af Solens Overflade, grunde sig paa en lang og omhyggelig Iagttagelse af de Forandringer, der foregerne i den selvlysende Skive. Række- følgen og Sammenhængen af disse Forandringer (Solpletternes Fremkomst, Forholdet mellem den morksorte Kjerneplet og den denne omgivende afkegraae Nand eller Penumbra) har ledet til den Antagelse: at selve Sollegemet næsten er morkt, men omgivet i stor Afstand af en Photosphære; at der ved Strøm- ninger nedenfra opad fremkomme tragtformige Aabninger i denne Lysomhylning, og at den sorte Kjerne i Pletterne er en Deel af det mørfe Sollegeme selv, der igjennem chiin Aabning kommer tilsyne. For at gjore denne Forklaring, som vi her kun foreløbigt have givet i største Almindelighed, desto mere til- fredsstillende med Heilsyn til Phænomenerne paa Solens Over- flade enkeltviis betragtede, antages paa Videnstabens nærværende Standpunkt tre Omhylninger om det morte Sollegeme: nær- mest en indre, styagtig Dun stsphære; derover Motosphæ- ren; og over denne igjen (som i Særdeleshed den totale Sol- formørkelse af 8de Juli 1842 synes at have viist) en ydre Sk y-Omhyl ning, mork eller dog kun svagt belyst.6