Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

254 og grønne Brændeglas,^ hvis Ikke-Brug havde bidraget meget til Galileis Blindhed. Den bestemteste Wring om Nødvendigheden af at an- tage en mørk Solkugle, omgiven af en Photosphære, findes, ved virkelig Iagttagelse, efter Solpletternes Opdagelse, forst fremsat af den store Dominicus Cassini" omtrent i Aaret 1671. Ester ham er Solsiiven, som vi see, „et Lysocean, der omgiver Solens faste og merke Kjerne; voldsomme Be- vægelser, (Opbrusninger), som foregaae i Lyssphceren, lade os fra Tid til anden see det lyslose Sollegemes Bjergtoppe. Dette er de sorte Kjerner i Solpletternes Midtpunkter". De askefarvede Rande eller Halvfkygger, af hvilke Kjernerne omgives, vedblive derhos endnu at være uforklarede. En sindrig og siden oftere stadfæstet Iagttagelse, som Astronomen Alexander Wilson fra Glasgow gjorde ved en stor Solplet den 22. November 1769, ledede ham til Forkla- ring af Randene. Wilson opdagede, at Penumbra, alt som Pletten bevægede sig hen imod Solranden, eftechaanden blev smallere og smallere ved den mod Solens Centrum vendte Side, i Sammenligning med den modsatte. Iagt- tageren gjorde den meget rigtige12 Slutning af disse Dimensions-Forhold i Aaret 1774, at Plettens Kjerne (den gjennem den tragtformige Excavation i Lyssphceren tilsyne- kommende Deel af det morke Sollegeme) laae dybere end Penumbra, og at denne dannedes af Tragtens skraae Sidevægge. Denne Forklaringsmaade besvarede dog endnu ikke Sporgsmaalet, hvorfor Ringene vise sig lysest nær ved Kjernepletten. I sine „Tanker over Solens Natur og Solpletternes Oprindelse" Udviklede den Berliner Astronom Bode ganske lig- nende Ideer, med den ham ejendommelig populaire Klarhed,