Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

255 Uden at kjende Wilsons tidligere Afhandling. Han havde desuden den Fortjeneste, at have lettet Forklaringen af Penumbra derved, at han, næsten ligesom i Cardinal Nicolaus de Cusas Ahuelser, antog endnu et skyformigt Dunstlag mellem Photosphceren og det merke Sollegeme. Denne Hypothese om to Lag forer til folgende Slutninger: fremkommer der, i mindre hyppige Tilfælde, i Photosphæren alene en Aabning og ikke tillige i det nedre morkere, af Photosphceren sparsoint oplyste Dunstlag; saa reflecterer dette et meget mat Lys ud imod Jordbeboerne, og der opftaaer da alene en graa Penum- bra, en Halvstygge, uden Kjerile. Men strækker sig, ved storm- agtige, meteorologiske Processer paa Sollegemets Overflade, Aabningen gjennem begge Lag (gjennem Lys- og Sky-Sphce- ren) tillige; saa viser der sig i den astefarvede Penumbra en Kjerneplet: „der har et mere eller mindre sort Udseende, eftersom Aabningen træffer13 paa et sandigt eller klippeagtigt Jordstrog eller paa Hav i Sollegemets Overflade." banden, som omgiver Kjernen, er atter en Deel af den ydre Overflade af Dunstlaget, og da dette formedelst den hele Excavations Tragtform er mindre aabent end Photosphæren, saa forklarer Lysstraalernes Retning, saaledes som de streife ud til begge Sider langs Randene af den afbrudte Omhylning og naae til Iagttagerens Vje, den af Wilson forst opdagede Forfljellighed i de ligeoverforstaaende Bredder af Penumbra, alt eftersom Kjernepletten fjerner sig fra Solstivens Centrum. Naar, som Laugier oftere har beinærket, Halvstyggen trækker sig hen over den sorte Kjerneplet selv og denne ganske forsvinder, da er Aarsagen dertil, at ikke Photosphæren, men derimod Dunst- laget under samme har lukket sin Aabning til. En Solplet, som i Aaret 1779 var synlig med blotte Dine, ledede heldigviis William Herschels lige geniale Obser-