Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

259 Skikkelser, der under den totale Solformørkelse den 8. Juli 1842 lode sig tilsyne, om ikke forste Gang, saa dog langt tydeligere og samtidigt iagttagne af flere af de mecst ovede Mcend af Faget, have ledet til Antagelsen nf en saadan tredie Ombytning. Arago har med stor Skarpsindighed, efter grundig Prøvelse af de enkelte Iagttagelser, omtalt de denne Antagelse nødvendig medførende Motiver i en egen Afhand- ling. 17 Han har samtidigt beviist, at lignende rode, randede Fremraguinger allerede 8 Gange ere blevae beffmiie18 ved totale eller rittgformige Solformørkelser siden 1706. Den 8. Juli 1842 saae man, idet Maanens syulige større Skive ganske bedækkede Solen, ikke blot et hvidligtSkitt omgive Maanestiven som Krone eller lysende Krands; man saae ogsaa to eller tre Forhoininger, ligesoin rodfæstede paa dens Nand: hvilke nogle Iagttagere sammenlignede med rodlige, takkede Bjerge; andre med rodlige Jismasser; atter andre med ubevægelige, takkede, rode Flammer. Arago, Laugier og Mauvais i Perpignan, Petit i Montpellier, Airy paa Superga, Schumacher i Wien og mange andre Astronomer stemmede, trods den store Forskjellighed i de anvendte Kikkerter, fuldkommen overeens med hinanden i Slutningsresultaternes Hovedtræk. Forhojttittgeriie lode sig ikke altid see saintidigt; paa nogle Steder kunde de endog skjelnes med blotte Dine. Hoidevinklens Angivelse faldt vel forstjellig ud; den sikkreste er vistnok den af Petit, Director ved Observatoriet i Toulouse. Den var 1' 45"; og herefter vilde Horderne, forudsat at de vare virkelige Sol bjerge, belobe sig til 10000 geogr. Mile, eller henved syv Gange Jordens Diameter, medens denne selv kun indeholdes 112 Gange i Solens Diamater. De omhandlede Phættvmcner have samlede fort til den meget sandsynlige Hypothese: at hine rode Skikkelser ere at betragte 17*