Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

264 Lyses Egenskaber., Det chr ornat i ske Polar i sk op stjelner mellem begge ved de farvede Complementar-Billeders modsatte Stilling. Ved omhyggelige Forsøg, som naaer ud over Aaret 1820, har Arago beviist, at et glodende fast Legeme (f. Er. en rødglødende Jern-Kugle) eller et lysende smeltet, flydende Metal giver blot naturligt Lys i Straaler, der Udstrømme i perpendikulair Retning: medens de Lysstraaler, som under meget smaa Vinkler fra Randene naae til vort ere po- lariserede. Anvendtes nu det samme optiske Instrument, ved hvilket man ffarpt adskiller begge Lysarter fra hinanden, Po- lariskopet, paa Gasflammer; blev ingen Polarisation at op- dage, om endog Lysstraalerne emanerede under nok saa smaa Vinkler. Selv om Lyset i de gasförmige Legemer avles i det Indre, synes dog ved Gas-Lagenes saa ringe Tæthed hverken den længere Vei at svække de meget ftraae Lysstraa- ler i Antal og Styrke, og heller ikke Udtrædelsen paa Over- fladen, Overgangen i et andet Medium, at frembringe Po- larisation ved Refraction. Da nu Solen ligeledes intet Spor viser til Polarisation, naar man Undersoger det i meget straa Retning, under overmaade smaa Vinkler, fra Randene ud- strømmende Lys i Polaristopet; saa folger af denne vigtige Sammenligning, at det, der lyser i Solen, kommer, ikke fra det faste Sollegeme, ikke fra noget Draabeffydende, men fra en gasformig selvlysende Sphære. Vi have her en mate- riel physisk Analyse af Photosphæren. Men samme Instrument har ogsaa fort til den Slutning, at Lysets Intensitet i Solskivens Centrum ikke er storre end i dens Rand. Naar Solens tvende complementare Farvebilleder, det rode og blaa, saaledes skydes over hinanden, at det ene Billedes Nand falder paa det andets Centrum; saa opstaaer et fUldkomment Hvidt. Var Lysets Intensitet i Solflivens for-