Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

265 stjetlige Dele ikke den samme, var f. Er. Solens Centrum mere lysende end Nauden; saa viloe, ved Billedernes partielle Dækning, i det fælleds Segment af den blaa og rode Discus, ikke et reent Hvidt, men et blegt Nodt komme tilsyne, efterdi de blaa Straaler kun vilde være istand til at neutralisere en Deel af de hyppigere rode Straaler. Erindre vi os nu frem- deles, at i Solens gasformige Photosphære, ganske i Mod- sætning til hvad der foregaaer i faste eller draabeflydende Le- gemer, Vinklernes videnhed, under hvilke Lysstraalertte ema- liere, ikke formindske deres Tal ved Randene; saa kan der, da samme Synsvinkel omfatter en storre Mængde lysende Punkter ved Randene, end i Midten af Skiven, ikke regnes paa nogen Compensation, som, hvis Solen var en lysende Jernkugle, altsaa et fast Legeme, maatte under samme Vlsionsvinkel finde Sted ved Randene mellem de modsatte Virkninger af Straalningsvinkelens Lidenhed og Omfattelsen af et storre Antal Lyspunkter. Den selvlysende gasformige Omhylning, d. e. den os synlige Solstive, maatte altsaa i Modsigelse til Polaristopets Angivelser, ifolge hvilke Randens og Midtens Intensitet befandtes lige, vise sig mere lysende i Centrum end i Nandcn. At dette ikke forholder sig saale- des tilskrives den yderste, dunkle Dunstsphære, som omgiver Pbotosphæren, og som dæmper Lyset fra Centrum mindre end de ad lang Bei Dunstsphæren gjenncmsijærende Lyestraaler fra Randene.Douguer og Laplace, Airy og Sir John Her- schel ere Modstandere af disse min Vens her fremsatte An- ffuelser; de antage Randenes Lys - Intensitet for svagere end Midtpunktets, og den Sidstnævnte af de berømte Physikere og Astronomer erindrer:25 „at, ifolge Ligevægtslovene, maatte denne ydre Dunstsphære have en mere fladtrykt, sphæroidifl Form, end de indenfor beliggende Sphærer; ja at den 2Eqva-