Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

266 torial - Egnen tilkommende, større Tykkelse, maatte frembringe en Forskjel i Qvantiteten af Lysudstraalingen." Arago er for nærværende Tid bestjceftiget med Forsøg, ved hvilke han ikke blot vil Underkaste sine egne Anstuelser en Prøvelse, men ogsaa tilbagefore Iagttagelsens Resultater til nøjagtige num- merifte Forhold. Sollysets Sammenligning med de to intensiveste kunstige Lys, man hidtil har været istand til at frembringe paa Jor- den, giver, efter den endnu kun ufuldkomne Tilstand i Pho- tometrien, folgende nummerifle Resultater. I de skarpsindige Forjog af Fizeau og Foucault forholdt Drummonds Lys (frembragt ved Flammen af Oryhydrogen-Lampen paa Kridt) sig til Solskivens, som 1 til 146. Den lysende Strom, som i Davys Experiment frembringes mellem to Kulspidser ved en Bunsenst Soile, forholdt sig med 46 mindre Plader til Sollyset som 1 til 4,2; men ved Anvendelse af meget store Plader som 1 til 2,5; den var altsaa ikke fuldt tre Gange svagere end Sollyset.^6 Naar man endvidere nutil- dags ikke uden Forbavselse erfarer, at Drummonds blendende Lys, projiceret paa Solskiven, danner en sort Plet; saa glæ- der man sig dobbelt over den Genialitet, med hvilken Galilei, allerede 1612 ved en Række af Slutninger27 over den ube- tydelige Afstand fra Solen, i hvilken Venusskiven forsvinder for det blotte Dje paa Himmelhvælvingen, var kommen til det Resultat, at den sorteste Kjerne i Solpletterne er stærkere lysende end de klareste Dele af Fuldmaanen. William Herschel anflog (Sollysets Intensitet i det Hele beregnet til 1000) Solpletternes Rande eller Penumbrer, efter et Middeltal, til 469 og den sorte Kjerneplet selv til 7. Efter denne, vel kun formodede, Angivelse besad en sort Kjerneplet endnu over 2000 Gange Fuldmaanens Lys, der