Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse
Forfatter: Alexander Von Humboldt
År: 1859
Serie: Kosmos
Forlag: F.H. Eibe
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Andet Oplag
Sider: 166
UDK: 50 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000166
Tredie bind. Oversat af C. A. Schumacher.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
286
Fremrykning (Prcecession), Nutationen (Jordarens
Oscilleren) og Forandringen t Ekliptikens Skra ahed.
Planeternes absolute Størrelse og deres Afstand fra
Jorden bestemme deres synlige Diameter. Efter deres abso-
lute (sande) Størrelse have vi Planeterne — overgaaende
fra de mindre til de større, med Udeladelse af de i deres
Baner sammenslyngede, smaa Planeter, af hvilke Pallas og
Vesta synes at være de største — i folgende Række:
Merkur,
Mars,
Venus,
Jorden,
*
Neptun,
Uranus,
Saturn,
Jupiter.
I Middelafstanden fra Jorden har Jupiter en synlig
^Equatorial- Diameter af 38",4, medens denne hos den med
Jorden omtrent ligestore Veilus, ligeledes i Middel-Afstand,
er kun 16",9; hos Mars 5'',8. Men i nedre Conjunction
vorer Venus-Skivens synlige Diameter indtil 62", medens
Jupiters i Opposilion kun naaer en Forstørrelse af indtil
46". Her maa nodvendigen erindres, at det Sted i Vcnus-
banen, i hvilket den viser sig for os i klarest Lys, falder
mellem dens nedre Conjunction og dens største Digression fra
Solen, fordi den smalle Lys-Segel, da paa Grund af dens
storste Nærhed ved Jorden giver det iuteusiveste Lys. Som
Middelværdi ffinner Veilus klarest, ja saaledes at den ved
Solens Stilling Under Horizonten endog kaster Skygge, t 400
ostlig eller vestlig Afstand fra denne; dens synlige Diameter