Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

291 lægge mellem Planetsphcererne; dernæst i Harmonice Mundi efter Tonernes Iiilervaller.23 Overbeviist om Lovmæssig- hedett i Planeternes relative Afstande, troede han at have løst Problemet ved en lykkelig Combination af tidligere og sildigere Anskuelser. Noksom paafaldende er det, at Tycho Brahe, som vi ellers altid finde saa strengt fæilgflet til den virkelige Iagttagelse, allerede for Kepler havde yttret den af Nothmanu bestridte Mening, at Himmelluftett (som vi nu kalde det modstræbende Medium) af de kredsende Verdenslegemer knude sættes i en zittreude, tonefrembrin- gende 24 Bevægelse. Merl Analogierne imellem Toueforholdette og Planeternes Afstande, som Kepler saa længe og saa moisommelig eftersporede, forbleve, som det synes mig, hos den aaudrige Forsker ene paa Abstraktionernes Gebet. Han glæder ft g over, til Skaberens Forherligelse, i Numforholdene af Kos- mos at have opdaget musikalske Talforhold; han lader, lige- som i digterist Begejstring, „Venus sammeu med Jorden spille Dur i Aphelium og Moll i Perihelium; ja den højeste Tone af Jupiter og Venus maa smelte sammen i en Moll- Accord." Trods alle disse saa hyppig brugte, og dog kun symboliserende, Udtryk, siger Kepler bestemt: jam soni in coelo nulli existunt, nec tam tiirbulenlus est motus, ut ex at t ri lu aura e coelestis eliciatur stridor. (Harmon ice Mundi lib. V cap. 4.) Her hentydes altsaa atter til den tynde og klarere Verb en s lu ft (aura coelestis). Den sammenlignende Betragtning af Planet-Intervallerne med de regelmæssige Legemers tilsvarende Tal-Intervaller, havde opmuntret Kepler til nt udvide sine Hypotheser til selve Firstjernehimlen.^o Hvad der forst atter ved Ceres's og de andre saakaldte S maa Planeters Opdagelse le- vende erindrede om Keplers pythagoriffe Combinationer, var 19*