Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

295 i sine 4 + 96 = 100 Dele — et beundringsværdigt Forhold."— Titius var altsaa tilbøjelig til at udfylde Rummet mellem Mars og Jupiter ikke med eet, men med flere Verdens- legemer, som ogsaa virkelig er Tilfældet; men han formodede, at disse snarere maatte vcere Biplaneter end Hovedplaneter. Hvorledes Bonnets Oversætter og Commentator kom til Tallet 4 for Merkurbanen, er intetsteds udtalt. Han valgte det maastee Mot for, til den dengang fjerneste Planet, Sa- turn, hvis Afstand er 9,5: altsaa næsten = 10,0, at have lige 100, i Forbindelse med de let delelige Tal 96, 48, 24 o. s. v. At han har opstillet Rækkefølgen, begyndende med de nærmere Planeter, er mindre sandsynligt. En tilstræk- kelig Overeettsstemmelse i den, ikke fra Solen, men fra Merkur hidrorende Fordoblings-Lov med de sande Pla- net-Afstande kunde allerede i forrige Aarhundrede ikke være godtgjort, stjondt disse deugang til dette Djemed vare noksom bekjendte. I Virkeligheden nærme Jupiters, Saturns og Uranus's Afstande sig ganste vist særdeles meget Fordoblin- gen; imidlertid har dog det Mangelfulde t Progressionen paa en ioinefaldende Maade tilkjendegivet32 sig siden Opda- gelsen af Neptun, som staaer Uranus meget for nær. Hvad man kalder Wurms Lov efter Vicarius Wurm fra Leonberg og undertiden adstiller fra den Titius-Bodefte Lov, er blot en Correction, som Wurm har foretaget ved Merkurs Afstand fra Solen og ved Differentsen af Merkurs- og Venus-Afstandene. Han sætter, nærmende sig mere til Sandheden, forste til 387, anden til 680, Jordafstauden til 1000.33 Gauß har allerede i Anledning af Pallas's Op- dagelse ved Olberö i et Brev til Zach (Ocbr. 1802) træffende bedomt den saakaldte Lov før Afstandene. „Titius's Angivelse", siger han, „passer kun ganste foreløbig