Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

316 af tynde med blotte ferftenrode have endnu mere bestyrket den, allerede af Arago 1842 hyl- dede Mening, at de rode, bjerg- eller styagtige Fremrag- ninger paa Nanden af den formorkede Sol hore^ til dette Centrallegemes yderste gasartede Omhylning. Disse Fremrag- ninger opdagedes paa den vestlige Maanerand, alt eftersom Maanen i sin Bevægelse rykkede fremad mod Dsten (A nn ua ire du Bureau des Longitudes pour 1842 p. 457); derimod forsvandt de igjen, da de bleve skjulte paa den modsatte Side af den ostlige Maanerand. Lysets Intensitet i hine Rand-Fremhævninger har atter været saa betydelig, at man ligesom tilslørede Skyer, kunde ftjelne dem, i Kikkerter, ja endog Dine indenfor Corona. Skikkelsen af de, fordeimeste rubin- eller Fremhævninger forandrede sig (ved nogle af dem) synlig hurtigt under Totalformorkelsen; een af disse var krummet i Toppen, og har for mange Iagttagere viist sig som en for- oven ombojet Nogsoile, med en i Nærheden af Spidsen frit svævende, afsondret Sky-; Holden af disse Fremragninger ansloges for det meste til 1' eller 2'; paa et enkelt Punkt skal den have været noget mere. Foruden disse tapagtige Fremhævninger, af hvilke man talte tre til fem, saaes^ ogsaa carminrode, lailgstrakte, baaudagtige, ligesom paa Maaneran- den liggende, ofte takkede, lave Striber. Ma» har atter, især ved Udtrædelsen, tydeligst kunnet ftjelne den Deel af Maanerandeii, der iffe4 projicerede sig paa Solskivett. En Gruppe af Solpletter var synlig, dog nogle Minuter bertfjernet fra Solranden, der, hvor den største hageformige rode Gibbositet kom frem. Ligeoverfor, ikke langt fra den matte østlige Fremragning, var ligeledes nær ved Nanden en