Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

 386 ved: „at Omsvinget har Overhaand over den selvegne Faldkraft, over den nedad trækkende Kraft. Disse ere de ferste Ahnelser angaaende virkende Centralkræfter; og, ligeledes tillige erkjendende Materiens Ligegyldigheds-Lov, tilskriver Alerandrineren Johannes Philoponcs, Discipel af Ammonius Hermeæ, sandsynligviis ogsaa fra det 6te Aar- hundrede, „Planeternes kredsende Bevægelse et primitivt Stod", hvilket hall sindrigt (de creatione mundi lib. I. cap. 12) forbinder med Idee» om Faldet, om alle tunge og lette Stoffers Stræben til Jorden." Saaledes have vi forsøgt at vise, hvorledes et stort Naturphcenomen og den tidligste, teen kosmiske Forklaring af et Aörolithfald, i den græsse Oldtid gradviis, men rigtignok ikke ved mathe- matist Tankeforbindelse, væsentligt har bidraget til at Udvikle Spiren til det, der, fremmet ved de folgende Aarhundreders Aandsarbeide, forte til de af HUygens opdagede Love for Kredsbevægelsen. Begyndende fra de periodiffe (ikke sporadiske) Stjerne- skuds geometriske Forhold, rette vi vor Opmærksomhed fortrinsviis paa det, som nyere Observationer have aaben- baret over Meteorernes Radiation eller Udgangspunk- ter, samt over deres aldeles planetariske Hastighed. Begge Dele, Radiationen og Hastigheden, charakterisere dem med en hoi Grad af Sandsynlighed som lysende Legemer, der vise sig som uafhængige af Jordens Rotation, og som uden- fra, fra Verdensrummet, naae ind i vor Atmosphære. De amerikanffe Observationer af November-Perioden for Stjerneffudfaldene fra 1833, 1834 og 1837 have som Ud- gangspunkt ladet betegne Stjernen y Leonis, og Observatio- nerne af August-Phænomenet i Aaret 1839 Algol i Per- seus eller et PUnkt imellem Persens og Tyren som saadant.