Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

37 bleven vakt, som man endelig har indseet, hvor vigtig denne Bestemmelse angaaende Jordoverfladens Varmestraaling mod Himmelhvælvingen er, med Hensyn til alle chemifle Forhold, ja man kan endogsaa sige, for hele vor Planets Beboelighed. Efter den analytiske Theorie for Varmen af Fourier er Verdensrummets Temperatur (des espaces planétaires ou célestes) noget under Middel-Temperaturen ved Polerne, maaftee endog lavere end de største Kuldegrader, som man hidtil har observeret i Polaregnene. Fourier vurderer den desaarsag imellem — 50° og — 60° Cent. (40° indtil 48° Neaum. under Frysepunktet). Jispolen (pole glacial), det Punkt, hvor den største Kulde hersker, falder ligesaa lidet sammen med Jordens Pol, som Varme-Wqvatoren (equateur thermal), der forbinder alle Meridianernes varmeste Punk- ter, falder sammen med den geographiste LEqvator. Naar man slutter efter Middeltemperaturens successive Aftagen, saa er denne ved den nordlige Jordpol ifølge Arago — 25°; forudsat at Maximum af den i Januar 1834 t Fort Re- liance (Br. 620 46') af Capitain Back maalte Kulde var — 56 °,6' (eller — 45 °,3 Otéaum.)28 Den laveste os bekjendte Temperatur, som overhovedet er bleven iagttaget, er vel deu, som Neveroff observerede i Jakutsk (Br. 62° 2') den 21de Januar 1838. Den i alle sine Arbeider saa eracte Midden- dorff havde sammenlignet Iagttagerens Instrumenter med sine. Neveroff fandt Kulden paa foranforte Dag at være — 60° Cent. (— 48° R.). Til de mange Grunde for Usikkerheden af et nummerisk Resultat angaaende Verdensrummets thermiske Tilstand horer ogsaa den, at man hidtil ikke har formaaet at drage noget Middeltal af Temperatur-Angivelser for begge Hemisphcerers Jispoler, idet vi endnu ere saa lidet bekjendte med Sydpolens