Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

1845, paa Pulkova, syntes jeg at maatte vinve den Anftuelse,.at flige Momenter ikke ere heldige til afgjorende Beftemmelse om Planetens Atmosphære, idet Solens stærke Lps, de mørke Blændglas, som maae anvendes, og endelig den Lvs-Efsect, som stedse endnu bliver tilbage i Djet, tilsammen ere Momenter, der i hoi Grad vansteliggjore en saa difficil Observation, som den af det eventuelt aftagende i!ys henimod Planetlegemets Rand. S. 13 (S. 319.) „Det Sted i Venusbanen, i hvilket Planeten viser sig i det klareste, meest skinnende Lys, saa at den da endog ved Mid- dagstid er seet med uvcrbnet Die, ligger imellem den nedre Conjunction og den storste Digression, nær sidstnævnte, nær Afstanden af 40° fra Solen eller fra den nedre Conjunctions Sted. I Almindelighed viser Venus sig i sit sijonneste Lys, naar den er 40° osten eller vesten fra Solen, naar dens spnlige Tværmaal, der i nedre Conjunction kan stige indtil 66", kun har 40", og naar den største Brede as dens oplyste Phase neppe maaler 10". Jordnærheden giver da den smalle Lyssegl et saa intensivt Lys, at den i Solens Fraværelse kaster Skygge. Lit- troto, theoretische Astronomie 1K34 Tb. IL S. 68. — Om Kopernikus har forudforkyndt Nodvendigheden af en fremtidig Opdagelse as Venus-Phaserne, saalcdes fem paastaaes i Schmiths Optics, Sect. 1050, samt i mange andre Skrifler; er fornylig ved Professor de Morgans nøjere Undersøgelse af Værket de Revolution i- bus, saalcdes som det er kommet til es, blevet meget tvivlsomt. S. Brevet fra Adams til Rev. N. Main af 7. Sept. IMG i Rep. of the Royal A s tro il. S o c. Vol. VII. No. 9 p. 142. (Samml. ogsaa Kosmos Bd. il. S. 291.) 14 (S- 320.) Delambre, Hist, de l’Astr. au 18me siede p. 256—258.) Bianchinis Resultat er bleven forsvaret af Hussey og Flaugergues; ogsaa Hansen, hvis Autoritet med Rette er saa stor, ansaae det indtil 1836 for det sandsynligere (Schumachers Jahrb. für 1837 S. 90). 15 (S. 3:20.) Arago om de Lilienthaler mærkværdige Observa- tioner den 12. Slug. 1790 i Annuairc pour 1842 p. 539. („Ce qui fa v o rise aussi la probabilité de Pexistence d’une atmosphere qui em e- loppe Venus, c’esl le resultat optique obtenu par Pcmploi d'une lunelle prisniatique. L'in tensilé de la lumiére de l’intéiieur du croissant est sensiblement plus faiblc quc celle des points silués dans la partie circulaire du disqne de la plancie,“ A r a g o, H a a n d sk r i ft e r fra 1817.) 16 (S. 320.) Williain Beer og Mädler, Beiträge zur physischen Kenntniß der himmelschen Körper S. 148. . Den saakaldte Venusmaane, som Fontana, Dominicus Cassini og Short ville have erkjcnvt, for hvilken Lambert beregnede Tabeller, og som i Creseldt (Berliner Jahrb. 1778 S. 186) stal være bleven seet, fulde