Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

58 Firstjernehimmel erholdt en endnu langt mere uventet Udvidelse. Tusinder af Taagepletter, Stjernehobe og Dob- beltstjerner ere talte. Den foranderlige Stilling af Dobbelt- stjernerne, der omkredse et fælleds Tyngdepunkt, har ligesom alle Fr'rsijernernes egen Bevægelse beviist, at Gravitations- Kræfter hersie i hine fjerne Verdensrum ligesom i vore snevre planetariste sig indbyrdes perturberende Kredse. Siden Morin og Gascoigne (rigtignok forst 25 til 30 Aar efter Kikkertens Opfindelse) forbandt optiske Indretninger med Maaleinstrumenterne, har man kunnet opnaac finere Bestem- melser i Stjernernes Stedforandring. Ad denne Vei er det bleven muligt med den største Skarphed at bestemme Verdens- legemernes temperaire Position, Firstjernernes Aberrations- Ellipser og deres Parallarer, Dobbeltstjernernes indbyrdes Af- stand, til Belob af faa Tiendedele af et Bue-Secund. Den astronomiske Kundskab om Solsystemet udvidede sig efter- haanden til Kundflab om et Verdeyssystem. Vi vide at Galilæi gjorde sine Opdagelser af Jupiters- maanerne med en syvgange Forstørrelse og aldrig kunde an- vende en større end en toogtredivegange. Eethundrede og halvfjersindstyve Aar sildigere see vi Sir William Herschel ved sine Undersøgelser om Størrelsen af den apparente Diameter af Arkturus (i Taage O", 2) og af Vega i Lyren at anvende Forstørrelser indtil 6500 Gang?. Siden Midten af det 17de Aarhundrede kappedes man i Bestræbelsen efter lange Kikker- ter. Christian Huygens opdagede 1655 den forste Saturns- drabant, Titan (den 6te i Afstanden fra Planetens Centrum), vel endnu kun med en 12 Fods Kikkert; senere derimod an- vendte han til sine astronomiske Observationer Kikkerter ind- til 122 Fods Længde; de tre Objectiver af 123, 170 og 210 Fods Brændvidde, som Royal Society i London besidder, og