Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

63 Teleskop blevne erkjendte som Stjernehobe; andre Taageplet- ters Skikkelser ere nu for forste Gang erkjendte i deres sande Omrids. En vidunderlig Klarhed (Lysmasse) udgydes af Speilet. Morin, som tilligemed Gascoigne (for Pichard og Zlu- zout) forst forbandt Kikkerten med Maaleinstrumenter, faldt henimod 1638 paa den Tanke, teleskopisk at iagttage Stjerner ved hoi lys Dag. „Ikke Tychos store Arbeide angaaende Firstjernernes Position, da denne 1582, altsaa 28 Aar for Kikkertens Opfindelse, sammenlignede Venus om Dagen med Solen og om Natten med Stjernerne, men", siger Morin selv, os „ben simple Tanke, at, ligesom Venus, saaledes ogsaa Arkturus og andre Firstjerner, naar man eengang har dem i Kikkertens Campus for Solens Opgang, kunne forfølges paa Himmelhvælvingen efter Samme: har fort ham til en Opda- gelse, som muligviis kunde blive vigtig for Længde-Bestem- melserne til Sees. Ingen for ham havde efter Solens Op- gang kunnet gjenfinde Stjerner paa Himlen". Siden Opstil- lingen af store Middags-Kikkerter ved Romer (1691), bleve Dagsobservationer af Stjerner hyppige og frugtbrin- gellde, ja selv undertiden heldigen anvendte paa Dobbelstjer- ner. Struve bemærker, 86 at han i den Dorpater Refractor har bestemt de mindste Afstande af overordetttlig svage Dob- beltstjertter, ved Attvendelse af en 220 Gange Forstørrelse, under et saa klart Corpuscular lys (Skrumringslys), at man ved Midnat beqvemt kunde læse sædvanlig Tryk og Skrift. Polarstjernen har t en Afstand af ikkun 18" en Led- sager af 9de Størrelse; i den Dorpater Refractor har Struve og Wrangel feet denne Ledsager om Dagen,37 hvilket og- fcui en enkelt Gang er lykkedes Encke og Argelander. Aarsagen til Kikkerternes mægtige Virkning paa en Dogns-