Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

67 ner, der gjensidigt erstatte de ved Interferentsen tilintetgjorte, og forene de farvede Straaler til hvidt Lys. Ved Jupiter og Saturn bemærker man derfor sjeldnest noget Spor af Scintillation; men vel ved Merkur og Venus, da Skivernes apparente Diameter ved disse tvende sidstnævnte Planeter synker ned til 4" ,4 og 9" ,5. Ogsaa ved Mars kan paa den Tid, den er i Conjunction, deus Diameter tilsyneladende aftage indtil 3",3. I den tempereerte Zones klare, kolde Vinter- nætter foreger Scintillationen det pragtfulde Indtryk of Stjer- nehimleu ogsaa formedelst den Omstændighed, at, idet vi ligesom see Stjerner snart hist snart her at fremblinke, vi fiuf- fede formode, samt tro at erkjende, flere lysende Punkter end det uvæbnede Aje virkelig formaaer at stjelne. Desaarsag deu populaire Forundring over de faa Tusinde Stjerner, som nøjagtige Stjernecataloger angive synlige for det blotte Dje. At det zittrende Lys stjelner Firstjernerne fra Plane- terne, var fra tidlig Tid de græske Astronomer bekjendt: men Aristoteles soger, ifolge den af ham antagne Udstromnings- og Tangential-Theorie for Synet, Aarsagen til Stjernernes Zittren og Fuuklen, alene i en Anstrængelse af Djet. „De paaheftede Stjerner" (Firstjernerne), siger han^^, „funkle, Planeterne ikke: Planeterne ere nære, og Blikket istand til at uaae dem; ved de faste deriinod ösrovg /bbévovTag) ge- i’flaber Djet paa Grund af Afstanden i en zi t tr ende Bevægelse." Paa Galilceis Tid, imellem Aarene 1572 og 1604, i en Epoche af store Himmelbegivercheder, da tre nye Stjer- ner^'' af større Glands end Stjerner af forste Størrelse plud- seligen kom tilsyne, og hvoraf den ene, i Svanen, vedblev at være synlig i 21 Aar; tildrog i Særdeleshed Stjernernes Fuuklen sig Keplers Opmærksomhed, idet han heri formodede er Criterium for et ikke -planetarisk Verdenslegeme. Men