Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

Forfatter: Alexander Von Humboldt

År: 1859

Serie: Kosmos

Forlag: F.H. Eibe

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Andet Oplag

Sider: 166

UDK: 50 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000166

Tredie bind. Oversat af C. A. Schumacher.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 584 Forrige Næste
66 indtryk: saa at Stjelnens Forsvinden, dens Fordunkling, saa- vel som dens Farveforandring ikke vil med Bevidsthed kunne foles i den hele, fulde Udstrækning. Mere paafaldende viser Stjerne-Scintillationens Phcenomen sig i Kikkerten, naar man ryster samme. Paa denne Maade blive da andre og atter andre Punkter af Nethinden afficerede; der vise sig farvede, ofte afbrudte Kredse. I en Atmosphcere, som er sam- mensat af stedse verlende Lag af forstjellig Temperatur, Fug- tighed øg Tæthed, forklarer Jnterferentsens Princip, hvorledes Stjernen efter en øjeblikkelig farvet Opluen lige- saa ojeblikkcligen kan forsvinde eller pludseligen forduuk- les. Undulations-Theorien lærer i Almindelighed, at to Lys- straaler (to Bolgesystemer), udgaaende fra een Lyskilde (eet Nystelsesmidtpunkt), ved Vejenes Ulighed tilintetgiore hinanden; at Lyset af den ene Straale fejet til Lyset af den anden, fremkalder Morke. Naar det ene Bolgesystems Netarderen mod det andet udgjor et ulige Antal halve Undulatio- ner, saa stræbe begge Bolgesystemer paa samme Tid at med- dele det samme Wcher- Molecul lige, men modsatte Hastighe- der: saa at Virkningen af deres Forening er SEcher-Mole- culets Hvile, altsaa er Morke. I visse Tilfælde spiller Bryd- ningen af de forstjellige Luftlag, som Lysstraalen passerer, mere end Vejens forstjellige Længde, Hovedrollen ved Phænomenet.41 Graden af Scintilla!ionen er selv blandt Firstjernerne paafaldende forstjellig; ikke blot afhængig af deres horizon- tale Hvide og apparente Størrelse, men, som det synes, ogsaa af deres egen Lysproces's Natur. Nogle, f. Er. Vega, zit- tre mindre end Arktur og Procyon. Jkke-Scintillationen ved Planeter med større Skiver maa tilstrives den Compensation og udjævnende Farveblanding, som Skivens enkelte Punkter frembringe. Skiven er at betragte som et Aggregat af Stjer-