Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

79 stemmelser en Tilvært derved, at hver af de hipparchste og ptolemæiske Stjernestorrelsers 6 Classer deeltes i 3 Underaf- delinger; man fkjelnede imellem smaa, middelstore og store Stjerner afanden Størrelse: hvilket minder om Struves og Argelanders Forjog paa tiendedeels Gradationer.65 Dette photometriste Fremskridt, og overhovedet den nøjagtigere Bestemmelse af Lysklarheden, tilskrives Abdurrahman Sufi, som havde udgivet et eget Værk angaaende Kundskaben om de Fire (Stjerner), og er den Forste, som nævner den ene — Magellanfte — Lyssky under Navn af den hvide Ore. Efter Teleskopernes Opkomst og deres successive fuldkomnere Forfcerdigelse udvidedes Vurderingen af Lysgradationerne langt over den 6te Classe. Trangen til at sammenligne de i Svailen og Ophiuchus ny fremkomne Stjerner (den forste forblev lysende i 21 Aar), angaaende deres Lyses Forøgelse og Formindskelse, med Glandsen af andre Stjerner, opmun- trede til photometriste Betragtninger. Ptolomæus's saakaldte morke Stjerner (under 6te Størrelse) erholdt nnmmerist Benævnelse ester deres relative Lys-Intensitet. „Astronomer" siger Sir John Herschel, „som ere vante til Brugen af mæg- tige, rumgjennemtrængende Kikkerter, forfølge Lyssyagheds- Rækken nedad fra 8de til 16de Størrelse."66 Men ved saa svag Lysglands ere Slorrelsesclassernes Benævnelser tildeels meget ubestemte; saaledes regner Struve undertiden til 12te og 13de Classe, hvad John Herschel kalder 18de til 20de. Det er her ikke Stedet at prøve de meget afvigende Methoder, som i halvandet Aarhuntrede, fra Auzout og Huygens indtil Bouguer og Lambert, fra William Herschel, Numford og Wollaston indtil Steinheil og John Herschel, ere blevue anvendte til Lysmaalinzer. Efter dette Værks Hensigt er det tilstrækkeligt at nævne Methoderne t et Slags