Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

78 geligere Observation af den sydlige Himmel, over 20) stam- mer fra Classificationen i Almagest ved Slutningen af den ottende Bogs Stjernetabel. Ptoleiuceus, indskrænket til Ob- servation med blotte Dine, benævnede som dunkle Stjerner alle, der lyse svagere ead dem, han henfører til 6te Classe; af denne Classe anfører han, besynderligt nok ikkun 49, næsten ligeligen fordeelte over begge Hemispcerer. Be- tænker man, at Fortegnelsen optæller omtrent den femte Deel af alle med blotte Dine synlige Firftjerner, saa havde den efter Argelanders Undersøgelser fkullet give 640 Stjerner af 6te Størrelse. Taagestjernerne QvEcpekoetdeig) hos Ptolemceus og i Pseudo-Eratostenes's K ataste ri s mer ere for det Meste smaa Stjerne-Hobe62, som ved den sydlige Himmels renere Luft fremtrcede som Taagepletter. Denne Formodning begrunder jeg i Særdeleshed paa Angivelsen af en Stjerne- taage ved Perseus's hoire Haand. Galilæi, der ligesaa lidet som de græske og arabiske Astronomer kjendte den med blotte Dine synlige Taageplet i Andromeda, siger selv t Nuncius sidereus, at stellæ nebulosæ ikke er Andet end Stjernehobe, der ligesom areolæ sparsim per æthera fulgent.63 Benævnelsen Clas seorden eller Storrelsesclasse Qrwv fieyakaw endstjont ene og alene anvendt med Hensyn til Lysglandsen, har dog allerede t det Ode Aarhundrede fort til Hypolheser angaaende Diametrene af Stjerner med for- ftjellig Glands eller &^mængt>e64: som om Lysets Intensitet ikke tillige var afhængig af Verdenslcgemets Afstand, Rum- fang, Masse og Overflades ejendommelige, Lys-Processen begunstigende eller modvirkende Beskaffenhed. I det mongolske Overherredømmes Tid, da Astronomien i det 15de Aarhundrede var i største Flor i Samarkand under Timuriden Ulugh Beig, erholst de photometriske Be-