Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

87 skjellighed af de individuelle Vurderinger megen Usikkerhed, fordi 6.7de Størrelse findes opfort Under 6te Størrelse. Som Middeltal erholder man, ved mangehaande Combina- tioner, 5000 til 5300 for de med uvcebnet §)je over hele Himlen synlige Stjerner. Fordelingen af Firstjernerne efter deres Størrelsers Forskellighed bestemmer Argelander^, indtil 9de Størrelse nedad, omtrent efter folgende Forhold: 1ste St. 2den St. 3die St. 4de St. 5te St 20 65 190 425 1100 6te St. 7de St. 8de St. 9de St. 3200 13000 40000 142000 Antallet af den med uvæbnet Vje tydeligt erkjendelige Stjer- nemængde (over Horizonten af Berlin 4022, af Alexandrien 4638, af Kjobeichavn 391 j, af Stockholm 3775 og af Chri- stiania 3754) synes ved forste Sjekast paafaldende ringe.5 Naar man antager Middelværdien af Maanens Halvmaal til 15' 33",5, saa bedække 195291 Fuldmaaneflader hele Himlen. Ved at antage en ligelig Fordeling, og Antallet af samtlige Stjerner fra 1ste til 9de Størrelse i rundt Tal at være 200000, saa finder man, at der omtrentligen svarer en af disse Stjerner til hver Fuldmaane-Flade. Men netop dette Resultat forklarer ogsaa, hvorfor under en bestemt Brede Maanen ikke hyppigere bedækker synlige Stjerner. Vilde man udstrække Forudberegningerne af Stjernebedceknin- gerne indtil 9de Størrelse, saa vilde ifølge Galle hver 44' 30" indtræffe en Stjernebedækning eller Occultation; thi i denne Tid bestryger Maanen hvergang en ny Flade paa Himlen, som er dens egen Flade lig. Det er mærkeligt, at Plinius, der vistnok kjendte Hipparchs Stjernefortegnelse og som kaldte det et dristigt Foretagende, „at Hipparch vilde overgive Himlen til Efterverdenen ligesom en Arv", paa den