Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

88 italienske skjonne Himmel kun talte 1600 synlige Stjerner.§ Han var imidlertid i denne Vurdering stegen dybt ned til Stjernerne af femte Størrelse, medens Ptolemæus et halvt Zlarhundrede senere kun opferte 1025 Stjerner indtil 6te Classe. Efter at man ikke længere udelukkende betegnede Fir- stjernerne ved de Stjernebilleder, hvortil de herte, men op- forte dem i Fortegnelser t Relation til Storcirklerne LEqua- tor eller Ekliptik, altsaa efter Stedbestemmelser, have saavel disse Fortegnelsers Tilvært som Nøjagtighed været af- hængig af Videnskabens Fremskridt og Instrumenternes Fuld- kommengjorelse. Fra Timocharis og Aristyllus (283 for Chr. er intet Stjerne-Catalog kommen til os; men om de end, som Hipparch i det i syvende Bog af Almagest (cap 3 pag. 15 Halma) citerede Fragment „Om Aarets Længde" udtrykker sig, anstillede deres Iagttagelser meget raae Qndvv oZoa/epwc), saa kan det dog ikke være nogen Tvivl underkastet, at begge bestemte mange Stjerners Declination, og at disse Bestem- melser gik næsten halvandet hundrede Aar forud for Hipparchs Firstjerne-Tabel. Hipparch skal fom bekjendt (stjondt vi for denne Kjendsgjerning ikkun have Plinius's Vidnesbyrd) ved Tilsynekommelsen af en ny Stjerne være bleven ansporet til Stedbestemmelser og Gjenttemmonstring af hele Firmamentet. Et saadant Vidnesbyrd er oftere bleven erklæret for Gjen- klangen af et sildig opdigtet Sagn, og det er unægtelig paa- faldende, at Ptoloinceus aldeles ikke nævner samme; men dog er det vist, at den pludselige Tilsynekommen af en klart- fkinnende Stjerne i Cas stop eja (November 1572) foranle- digede Tycho til hans store Catalogisering af Stjernerne. Efter en skarpsindig Formodning af Sir John Herschel8 kunde en (ifolge de chinesiske Annaler under Wou-tis Negjering, af