Carl Jacobsens Liv Og Gerning

ARL JACOBSEN var opdraget i et kristeligt Hjem. Hans Moder var ikke alene en flittig Kirkegænger, hun var en varm religiøs Natur; Faderen var i alt, hvad han foretog sig, præget af kristelig Alvor, om han end i sit stille Sind nærede afvigende Meninger overfor Kirkens Læresætninger. Det gik Carl J. nær til Hjerte, da Stiftsprovst J. H. Paulli, som havde konfirmeret ham, døde (1865), senere søgte han ofte til de Kirker, hvor Rud. Frimodt eller H. Stein prædikede. Han var en trofast Læser af Bibelen, han havde den med sig paa sin Rejse til Italien sammen med Faderen (1862) og sikkert ogsaa under det fire Aars Ophold i Udlandet. Den paa hans Bryggeris Tinde staaende Figur (Adorante), der strækker sine Arme op mod en naadig Himmel, er et Udtryk for den Bønfalden og Taksigelse, som efter hans Opfat- telse al vor daglige Gerning tyst skulde rumme, derom kan da ogsaa de paa Murene i hans Bryggeri skrevne Bibelsteder tale. Gennem hele sit Liv var han en stræng Paataler af enhver Bespottelse af det Hellige, han vilde, at selv den, der ikke levede i Pagt med Gud, burde holde sig fjern fra letsindig Tale. Da Holger Drachmann i et i »Ude og Hjemme« (1880)1 optaget Digt om Hans Nicolai Hansens stemningsfulde Maleri »Paa Kirkegaarden«, som Jacobsen ejede, havde tilladt sig et taktløst Udfald mod Kirken, trak Jacobsen sig for nogle Aar tilbage fra dette Tidsskrift. Hans Op- hold i Skotland havde vist ogsaa bidraget til at sætte sit Præg paa hans religiøse Retning. Det kan iøvrigt som et Træk fra denne Tid nævnes, at da der i den danske Menighed derovre var Trang til Psalme- bøger, skænkede Carl J. den hundrede saadanne i Læderbind; hans Fader udtalte sin Ros derover, ikke mindst for, »at Du med den Be- skedenhed, der karakteriserer Dig, har gjort Dig Umage for, at Du personlig traadte saa lidt frem som muligt«. 18*