Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 140 — Men hvor maatte ikke de to Kvinder, som stod Jacobsen nærmest, styrke ham i hans Trang til Gudsfrygt! Man vil faa et Indtryk af, hvilken inderlig kristelig Følelse der boede i hans Moder, ved at læse følgende, som hun skrev til sin Søn paa en Tid, da hans Sind under Uenigheden med Faderen havde faaet meget haardt at overvinde: »Jeg er undertiden meget ond og bitter i mit Sind, men da jeg ikke kan taale at huse denne Bitterhed, men bliver paa det for- underligste legemlig syg deraf, saa tvinges jeg til at se det, som bedrøver og forbitrer mig, fra en anden Side. Saadanne haarde Prø- velser, som et daarligt Helbred virkelig er, kan dog gøre sin store Nytte. Jeg véd ikke, hvordan jeg skal faa denne anden Side frem, men saa søger jeg Ensomheden i min Stue eller i Naturen, jeg er hverken oplagt til at takke eller bede, men jeg gør det alligevel, og Villien dertil er da saa stærk, at jeg, ligesom Sangeren, der synger sig op, kommer til med Varme at takke Gud for de Goder og Glæder, som jeg en Stund har glemt, at jeg ejede. Jeg føler mig da som en ussel Stymper i alle Maader, men jeg faar et Haab ved Siden deraf, at Gud vil hjælpe mig, naar jeg blot ydmyg beder ham derom, — at han vil give mig saa stort et Syn paa mine egne Fejl, at min Villie bliver saa stærk, at jeg lægger dem af — og Underet sker, jeg kommer for en Stund igen til at betragte Livet fra et religiøst Stand- punkt. Velsignelsen udebliver aldrig. Jeg kommer til at elske Menne- skene, med deres Dyder og Fejl, fordi jeg har faaet Syn paa mine egne Mangler«. Fru Ottilie var en uanfægtet troende, der lagde alt i Guds Haand. Højst ejendommelig er jo den Bog, Ord, som hun lod trykke og ny- deligt udføre, i Stilhed fordelte hun den til sine Veninder. For hver Dag i Aaret havde hun stillet et Bibelsted ved Siden af et Citat af hendes Yndlingsdigter Shakespeare, hvori en tilsvarende Tanke var udtalt eller som aandede den samme Følelse. Hun skrev til en Ven- inde: Bibelsprogene, indprentede af min Fader, behøver ingen Kom- mentar; den røde Traad gennem, hvad jeg har samlet, var at vise, at Shakespeare uden at være Præst, i Virkeligheden var det, ved de mange moralske Sætninger, som han udtalte for os.