Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 182 — sig gennem de sidste fire Aar af hans Liv; efter nogen Tids Medbør blæste en Modvind op, som steg til Storm. Sagens rent tidsmæssige Forløb skal vi først nævne. Jacobsen havde i Foraaret 1910 omtalt sin Plan for Sjællands Biskop P. Madsen, og denne »var bleven henrykt, ja jeg kan næsten sige begejstret for Tanken« (efter Jacobsens Udsagn). Om Efteraaret lod han et Medlem af Konsistorium bringe hans Tilbud frem for denne Forsamling, der hilste Tanken med Glæde og som ved en Deputation bragte sin Tak. Samtidig med at Jacobsen tilskrev Magistraten om at Spiret paa Nicolai Taarn nu var færdigt, sendte han en Skrivelse til Universitetet, hvori han tilbød at give Danmarks Hovedkirke det højeste og i sin Stil det skønneste Spir i Norden, et arkitektonisk Mindesmærke, som fjernt og nær vilde drage vore Øjne til sig, det vilde adle vor By for vort Syn og udslette et sørgeligt Minde om den største Ulykke, som vel nogensinde har ramt vort Land og som det kullede Taarn paa Vor Frue Kirke bestandigt og pinligt minder om. Efterat Konsistorium nærmere havde behandlet Sagen, tilskrev det Jacobsen, at Kirken ganske manglede Midler til at paatage sig Ved- ligeholdelsen af Spiret, hvorfor der paa anden Maade maatte fra Stat eller Kommune tilsiges den Bistand dertil. Universitetet forelagde der- for Ministeriet — Kirkeminister J. Appel •— Sagen, og denne nedsatte en sagkyndig Kommission til at afgive Betænkning over Tilbudet. Denne Kommissions Mindretal (Borgermester Th. Dybdal, Arkitekt M. Nyrop) indstillede til Ministeriel at modtage Gaven, medens dens Flertal (Departementschef O. Damkier, Museumsdirektør M. Mackeprang, Etats- raad H. Storck) foreslog at afslaa Tilbudet, dog vilde Flertallet sub- sidiært tilraade, at Ministeriet tillod at Spiret blev rejst, naar der blev skaffet Sikkerhed for, at Udgifterne ved Taarnets Vedligeholdelse, Assu- rance osv. var tilstede. Dette subsidiære Forslag besluttede Ministeren at følge, ogsaa fordi denne vigtige Sag derved kunde komme for Bigs- dagen. Det viste sig imidlertid, at der i Folkethinget ingen Stemning var for at yde nogen Hjælp i denne Henseende. Da tilbød Jacobsens Sønner Helge og Vagn, at de vilde paatage sig Forpligtelsen til at vedligeholde Spiret, saa længe de levede, og