Carl Jacobsens Liv Og Gerning

196 Turen gik gennem det dejligste Land, og vi naaede Kl. 10 Ligurio. Vi havde en meget indtrængende Anbefaling til en Mand og heldigvis tillige Madkurven med fra den foregaaende Dag, da de jo ikke var belavede paa at fylde 8 tomme Hylstre paa denne Tid af Aftenen. Manden og Konen viste os den Velvillie at flytte ud af deres egen Seng, men denne Skabning var fyldt med adskilligt, hvoraf jeg endnu bærer Mær- ker af Plamasjer som en Krones Penge Stykket. Befolkningen var forbavset over at se et Kvindfolk, alle Byens Damer og Børn var inde for at føle paa mit Tøj og beundre Snittet af min Person. De gik omkring mig og saa meget fornøjede ud. Saa krøb jeg ind i Martyr- redskabet, men sov ikke meget. Næste Morgen var vi oppe for at se Ruinerne af et Æskulaptempel, et Artemis-Tempel, Tholos, en rund Bygning, som har Polyklet til Bygmester, samt et gammelt, men vel bevaret Teater. Efter til Frokost at have nydt Hønsekødsuppe og Hønen sagde vi Farvel og drog afsted; det gik i Skridtgang i 6 Timer. Bet som Mørket var ved at falde paa, hører jeg et Nødraab, og jeg saa Professor Vald. Schmidt forsvinde med sit Æsel — jeg blev for- færdelig angst, selv kunde jeg ikke komme ned, men raabte saa højt jeg kunde Hallo!, saa Kampmann kom til. Æslet var heldigvis ikke kommen til at ligge ovenpaa Schmidt, men al Bagagen var trillet sam- men med Æslet, og Schmidt maatte op paa et andet Dyr. Noget elsk- værdigere end den rare Schmidt kan man ikke tænke sig. Den følgende Dag gjorde Herrerne alene en Udflugt til Tiryns for at se Grundplanen til en gammel Bygning og nogle Mure. Over Mykenæ, Nauplia, Vruliobjergene og Sparta naaede Selskabet til Landsbyen Trypi, hvor en af de berømte Langader begynder, disse langstrakte, lige som ved et Jordskælv frembragte Bjergrevner, i hvilke Vejen gaar, rigtignok idelig over fossende Strømme. Storm og Rusk- regn tvang imidlertid Selskabet til at holde Rast i de lidet skærmende Huse. Paaskemorgen (efter vestlig Regning) kunde de dog begynde Vandringen. Allerede efter en Times Marsch maatte alle bæres over Floden, der ved de foregaaende Dages Regnskyl var bleven brusende. Fru Ottilie fortæller: Med to hvide Bukseben ridende overtværs af Mandens Ryg klyngede jeg mig med Armene om hans Hals — saa-