Carl Jacobsens Liv Og Gerning

I s ledes var Overgangen uafladelig — nogle Gange red vi dog over, men dette var det mindst hyggelige, da Dyrene blev angste ved ikke at have fast Fodfæste under sig og plejede at staa stille midt i Floden. Efter at vi en tolv Gange havde gjort en saadan Overfart, naaede vi til en Khan (Gæstgivergaard), hvor vi kunde spise Frokost og tørre os lidt. Men snart begyndte det at øse ned, og vi maatte standse. Da vi næste Dag skulde drage videre, opdagede vi, at et Par Frakker var bleven stjaalne fra os, og Mairen maatte hentes. Rygtet om dette Tyveri løb under vor følgende Rejse stadig foran os, hvorfor Politi fulgte med os, men Refolkningen var iøvrigt venlig og ærlig, Kvinderne meget smukke; i Sparta saa vi ogsaa adskillige dejlige Mænd3. — Efter at have fulgt en noget ængstende Ridevej naaede vi i Kalamata Havet. Saa gik det ad Landevejen til Phigalia. Selskabet drog derpaa til Olympia, sejlede til Zante og lagde over Patras Vejen tilbage til Athen. Her laa de skæbnesvangre Telegrammer og Rreve fra Rom, der ikke havde kunnet eftersendes. De meldte om den mørke Vending i Kaptein Jacobsens Sygdom og kaldte Rørnene til Dødslejet. Den 27. April fandt Afrejsen Sted, over Korfu og Rrin- disi naaede de til Rom den 30. April. Ekspeditionen havde ikke havt til Hensigt at hjembringe et fælles Resultat. Dens Maal havde udelukkende været at give hver enkelt af Deltagerne et udvidet Syn eller nye Kundskaber paa hans særlige Omraade. Dette blev ogsaa ved Hjemkomsten slaaet fast, efter at en Rundskrivelse havde cirkuleret mellem Deltagerne. End ikke den rig- holdige Samling af Fotografier, som Kampmann havde taget, turde offentliggøres, i Henhold til det Løfte, man havde givet de græske Autoriteter. Paa det nævnte Cirkulære har Professor Hans Holm skrevet: »Hvem var den bedste af os, og hvem har været den uundværligste? D’Hrr., hvis Navne jeg ser opskrevne, maa ikke tage mig ilde op, at jeg ikke anser nogen af dem derfor, men den Rejsefælle, hvis Navn ikke er opskreven og hos hvem, jeg vil haabe, at disse Papirer ende. Til hende vil jeg herved sende, efter fattig Lejlighed, en Tak for, at hun beholdt det Mærke til den sidste Dag, som hun vandt paa den første Søndag, da vi bestege Pentelikon, fordi hun var støt, uforfærdet,