Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 219 — Saa kom den Ene efter den Anden og vilde laane mig blaa Briller. Ja den næste Dag kom endnu en venlig Dame med et Par blaa Bril- ler, som hun absolut vilde have, at jeg skulde tage paa (Maj 1895). Rejserne til Udlandet blev den altid rindende Kundskabskilde for Jacobsen, da han jo var den aarvaagne Iagttager overfor alt, hvad han omfattede med Interesse, og da hans Hukommelse trofast bevarede, hvad han havde set, desuden besad han Lethed ved at samtale med Folk paa liere Sprog og Frejdighed til at udspørge dem. Nogen Even- tyr-Lyst drev ham derimod ikke, og den vilde heller ikke være bleven tilfredsstillet, »jeg har paa mine nogle og tredsindstyve Rejser aldrig oplevet det mindste Eventyr«, saaledes skrev han til Redaktøren af Illustreret Tidende (November 1900). Carl J. var altid en rask Fodgænger, selv som en midaldrende Mand gik han gerne overkommelige Fodture, i nogle Aar færdedes han ogsaa paa Cykel. Han besad dog snarere Udholdenhed under fortsat Arbejde, end han yndede en stærkt forceret Anstrængelse, for hvilken ogsaa hans Konstitution var mindre egnet. Som 35aarig Mand forsøgte han en Bjergbestigning i Tyrol sammen med sin Ven Sedl- mayr. De var med to Førere vandret op gennem Kaprunerthal og havde faaet Natteleje paa et Høloft, næste Dag gik Vandringen opover Karlinger-Gletscheren, senere over andre Gletschere, men Jacobsen maatte ofte ganske udmattet kaste sig ned paa Sneen. Han overlod sin Ven at bestige Grosz Glockner og vendte efter fire Dages Vandring tilbage til Dalen. »Det var mig klart, at jeg ikke saaledes uforberedt kunde deltage med mere øvede Bjergstigere i de store Bjergstigninger«, løvrigt var det ham ikke tilpas alene at rejse for at nyde Landskabet, dertil var han for rastløs, og overfor ugunstigt Vejrlig slap hans Taal- modighed op. Hans Rejser gjaldt derfor aldrig Schweiz’s Bjerge som Hovedmaal, hvor meget han end paa Gennemfarten kunde nyde deres Skønhed, og han, som en halv Snes Gange havde været i Rom, maatte 1907 udtale, at han aldrig havde været i Sabinerbjergene. Hans hvile- løse Trang til Arbejde faar Udtryk i et Brev til hans Moder (Mai 1902): »Jeg savner noget paa denne Rejse, at jeg ikke har noget alvorligt for. I Rom gik det endda — jeg gjorde dér Indkøb af Søjler og Pjedestaler 28*