Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 218 — ødelagte Selinunt, »det er en af Menneskeslægtens mest storstilede Tragedier i Stenblokke«. Den næste Dag burde Poulsen gaa til Sten- brudene og derfra til Palermo og Syrakus. »Ogsaa her er en af Ver- dens sørgeligste Tragedier bleven udspillet: Athens Nederlag, og senere en ogsaa meget sørgelig: Marcellus’ Erobring. Oldtidens Historikere have fortalt disse Begivenheder saa nøjagtigt, at man kan følge Hærenes Bevægelser, Fjed for Fjed. Og naar De engang i stille Aftener læser om disse Ting, da vil de staa levende for Dem og være Erindringer, som De aldrig glemmer og som De altid med bevæget Sind vil vende tilbage til. Naar De staar paa Sydpynten af Ortygia, se saa over til Plemmyrion, det var dér, at Athenienserne havde deres Lejr. Hvor man lider med de Mennesker!« Man mærker, hvorledes Thukydids Skildring af det ulykkelige Togt til Sicilien og vistnok ogsaa Skildrin- gen hos Livius af Marcellus’ Erobring af Syrakus staar levende for ham. Et Aar senere udtaler Jacobsen paa en Bejse i Spanien, at det vilde være ham »den største Glæde at dele med Dem den Livets Glæde, som jeg sætter højere end del meste Andet — at færdes paa lærerige Steder« (April 1908). Naar Jacobsen stod paa saadanne Pletter, der rummede store Minder, kunde han ikke holde sin Bevægelse tilbage — allermindst naar de bragte ham de elskede, af Homer besungne Tildragelser i Erindring. I et Brev fra Konstantinopel til sin Søn Vagn fortæller han om sit Besøg i Troja. Nogle Mure, som man først havde antaget for Kong Priamos’ Ilios, har vist sig at være en endnu ældre Stad, nemlig Laomedons Kongeborg, som Herakles stormede og ødelagde, men udenfor disse ældgame Mure ligger Priamos’ Stadmur med sine Porte og Taarne. Og en Del deraf er saa godt bevaret, at det ser ud som om det var ganske nyt. Er det ikke mærkeligt at tænke sig, at det er disse Mure, som vi se for os, som Hektor forsvarede og fra hvis Tinder Andromache saa Achilleus slæbe hans Lig. Jeg kunde ikke lade være at græde, da jeg stod paa disse Buiner og saa ud over Sletten ned imod Achilleus’ og Patroklos Høje ved Grækernes Lejr- plads. Jeg vilde ikke have, at de Andre saa, at jeg græd, og jeg sagde da, at Solen, som brændte meget stærkt, gjorde ondt i mine Øjne.