Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 221 — Kysten, sidde dér omgivet af det lille »struppige« Krat, hvor Kaprifo- lierne blomstrede og duftede den hele Sommer igennem — Formiddag, Middag, Eftermiddag søgte jeg ved enhver Lejlighed derud. Men aller- mest om Aftenen var Højen mig et Stykke Himmerig paa Jorden. . . . Det er mit ramme Alvor. Jeg har ikke paa den hele Kyst fra Køben- Det venetianske Hus i Haven paa Ny Carlsberg. havn til Tisvilde fundet et Punkt, som har fængslet mig som denne Høj« (Febr. 1903). For Carl J.s Kærlighed til Danmarks Hovedstad behøver der ikke at føres noget Bevis, den lyser ud af hans utrættelige Virksomhed som Byens Velgører paa Kunstens Omraade, af hans Beundring for de skønne Taarnes og andre prægtige Bygningers Stad. Derimod kan der næppe være Tale om, at den aandelige Type, som man tildeler Københavns Befolkning, har tiltalt ham fremfor enhver anden Bestand- del af Folket. Jacobsen var aldrig stærkt interesseret i Folkelivets Rørelser eller Fremtræden, Institutionen Tivoli har han næppe besøgt