Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 235 — ikke eller i alt Fald kun forbigaaende. Under Kampen mod Estrups Ministerium havde i 1888 Landets Skytteforeninger eller dog deres Overbestyrelse sluttet sig til Oppositionen, hvorfor ogsaa flere For- eninger, saaledes Københavns og Akademisk Skytteforening, havde fri- gjort sig for Overbestyrelsens Ledelse. Oppositionen søgte saa ved et voldsomt Stormløb at vinde Flertal i Københavns Skytteforening, men ved en stærk Tilslutning fra Borgernes Side lykkedes det at holde Angrebet nede. Carl J. samlede sine Arbejdere og pegede paa, at hans Valgsprog var »Laboremus pro patria«, det var alle Borgeres Pligt at bidrage til deres Hjembys Forsvar; han foreslog dem, at alle som han selv meldte sig ind i Foreningen og deltog i den Skydning, der var paabudt ved Foreningens Love. Dette blev da ogsaa vedtaget, Skytte- foreningen fik derved en Tilgang af 150 Skytter; den havde i dette Aar i det Hele vundet 500 nye Medlemmer7. Men Skytteforeningen kom kun i kortere Tid til at nyde denne Støtte fra Jacobsens og hans Arbejderes Side, dertil var han for utaalmodig og for rede til Kritik. Jacobsen havde desuden Mistillid til, hvad der virkelig boede i Nationen. Da man forberedte sig til at holde en Folkefest i Anledning af de efter Martsdagene 1848 henrundne halvhundrede Aar, vægrer han sig ved at bidrage: »Jeg anser Aanden fra 1848 for at være død — død, og jeg bekender med Sorg, at jeg tror ikke, at den kan op- vækkes fra de Døde«. Endnu i sit sidste Leveaar erklærer han, at han ikke sympatiserer med den frivillige Indsamling til Fæstningen og Forsvaret. Underligt er det at høre disse Ord fra den samme Mand, som glødede saa varmt for Huitfeldt, der jo dog ikke var Sejr- herre, men »holdt sin Post og døde«, fra den Mand, som med fransk Horizon! for sig delte de Franskes lyse Forhaabninger; en af hans første Erhvervelser var jo Kunstværket med den patriotiske Bebudelse »Trods alt!«. Kampen for at bevare dansk Sprog og dansk Sindelag i Slesvig havde i Kaptein Jacobsen havt en af de mest ufortrødne Støtter, han havde alene efter Wienerfreden ofret mange Hundredtusinder paa denne Sag. Ogsaa af denne Grund var det besynderligt, at hans Søn tilsyne- ladende var saa helt upaavirket af den store nationale Opgave, tilmed 30*