Carl Jacobsens Liv Og Gerning

I — 241 — Jacobsen havde altid elsket Musik. Han ansaa sig ikke selv for musikalsk, personlig havde han aldrig øvet Musik, men lige fra Ung- dommen af deltog han med Varme og Interesse i Musiklivet, og han besad megen Kendskab til Operaer og til Instrumentalmusik. Det blev en Hvile for ham at gaa paa Koncerter, og Søndag Eftermiddag var han en fast Gæst paa Palækoncerterne. Jacobsen havde den Opfattelse, at vi Danske manglede Forstaaelse af den italienske Musik af Verdis Art og af Koloratursang, han følte sig stærkt tiltalt af Frøken Oder- wald-Landers Stemme og Sangmaade, og støttede hendes Uddannelse i Udlandet; han glædede sig over hendes Heki paa tyske Scener, men da han engang offentligt udtalte, at vort Publikum ikke havde paa- skønnet hende, blev han modsagt af hende selv som af andre12. Men især kom hans levende Interesse for Balletten til at sætte rig Frugt. Familierne paa Carlsberg havde altid været varme Beun- drere af den ved Bournonville skabte Balletkunst. Jeg har set Ballet i alle Verdens Storbyer — siger Carl J. — men jeg har ingen Steder set en Ballet af en saadan Skønhed som her. Renhed og Uskyldighed straaler jo ud af disse unge Kvinders Øjne. Overfor disse Forhold, som er Hovedsagen, har det intet at sige, at der maaske paa Udlandets Scener findes en mere udpræget Teknik13. Det var forstaaeligt, at Jacobsen særlig blev fængslet af denne Kunstart. Den maatte tilfredsstille hans Sans for Plastik, for stolt Holdning og kæk Rytmik i Bevægelser, for Ynde og Skønhed hos Kvinder, den maatte stemme med hans Glæde over Farver og over Toner, hele det lykkelige Sammenspil af alle disse Midler, som Bal- letten ejer og hvorved den ikke blot opliver og forfrisker, men sætter Fantasien i Flugt og skaber en sund Nydelse. Jacobsens Paaskønnelse af hvad Balletten ydede —- og den talte paa den Tid mange ypperlige Kræfter — gav sig forskellige Udslag, og han kom i det sidste Tiaar af sit Liv til at indtage en Stilling som Balletpersonalets faderlige Ven, han kunde tiltale dets Damer, som var det hans Døttre, de sagde, at de ved hans Hænders vældige Klappen kunde høre, om han var blandt Tilskuerne, hans ridderlige Holdning overfor dem blev ikke mistydet af nogen. 31 i