Carl Jacobsens Liv Og Gerning

I NS O I I skab ønskede at fremsætte Forslag om, at han gjordes til Æresmedlem, frabad han sig dette, da han derved mulig vilde blive hindret i ved given Lejlighed at kunne udtale uforbeholdent sin Mening om fore- liggende Spørgsmaal. Man vil ikke finde Jacobsen som Deltager i Stiftelsen af Aktie- selskaber eller andre Fællesforetagender paa Handelens og Industriens Omraade. Han holdt sig tilbage derfra, da han klart indsaa, at der hvilede meget stærke og alvorlige Forpligtelser paa ham overfor hans store Forretning med dens mange Forgreninger, overfor de Byggefore- tagender, som han stadig maatte anse for nødvendige for Bedriften, eller som hans Gavmildhed overfor Offentligheden paalagde ham. Der fandtes i Jacobsens Bo efter hans Død saa at sige ikke en eneste Aktie. Af samme Grund vægrede han sig bestandig ved at indgaa nogen Kautionsfor- pligtelse, naar da ikke hans egen Omsætning formentlig krævede det. Selv om Jacobsen paa disse Omraader som paa andre, der tid- ligere er nævnte, satte Grænser for hvad han kunde interessere sig for eller medvirke ved, var han dog optaget af saa mange Opgaver, der ofte havde en europæisk Spændvidde, og han gik saa fuldt op i dem, at det ikke er til at undres over, at nogen Ligevægt maatte gaa tabt. Da Carl J. naaede Sekstiaarene, kom der lidt Forceret over hans Optræden, han havde en stigende Tilbøjelighed til at være Sandsiger om mange Forhold; han fik i højere Grad end før Lyst til at være egenartet. Det var paa denne Tid, at den Kose, som han gerne bar i Knaphullet, flyttedes op til Munden — saaledes som han kendes fra talrige Billeder i Bladene — han bar det Hovedtøj, som han selv vilde, en rød Fez, en skotsk Hue osv. Paa disse Tider mærkede man, at han langt mere end før trængte til at søge Hvile for sin arbejdende Hjerne ved at lytte til Musik og til Dansens Rytmer. Hans Hustru synes ogsaa at være opmærksom derpaa, hun skriver i et paa Engelsk skrevet Brev til sin Søn i Eng- land (November 1902): »Papa er igen i Aften paa Concert. Jeg tror, han føler sig beroliget og oplivet ved god Musik — men han er ogsaa ustandselig i Virksomhed den hele Dag, og om Aftenen skriver han Breve i Hui og Hast, og nervøst; han er overanstrængt«.