Carl Jacobsens Liv Og Gerning

OR en Mand som Carl Jacobsen, der paa hvert Tids- punkt af sit Liv havde taget dets Førelse og dets For- maal med saa afgjort en Alvor, kunde Døden aldrig komme uforberedt. Kun ét frygtede han. »Jeg har en Rædsel for at blive aflægs«; dersom han skulde faa samme Lod som Hall og som Tietgen, »det var grueligt« (Jan. 1912). Ofte havde Carl J. udtalt, at han ikke ventede at blive gammel, dog kunde det høje Antal af Aar, som hans Forældre naaede, stille andet i Udsigt, og selv besad han en Sundhed og legemlig Styrke, hvori aldrig et alvorligt Onde havde gjort Indgreb, om han end var udsat for lettere Feberanfald. Ikke heller følte man, da han nærmede sig Støvets Aar, nogen Aftagen i hans Styrke eller i hans Sansers Evne. Da han i Anledning af sin 70 Aars Fødselsdag unddrog sig al Op- mærksomhed fra sine Landsmænds Side og fejrede Dagen i Rom sam- men med sine Børn Theodora og Helge, skrev han dog den næste Dags Morgen hjem til Vagn J.: »Jeg mærker ret, hvor jeg nu er bleven gammel — i tidligere Tid kunde jeg færdes ude den hele Dag. Nu bliver jeg træt, naar jeg har gaaet en halv Kilometer«. Men Carl J. deltog i det følgende Aar sammen med Helge og Fru Madsen og hendes Mand i den af Association Franco-Scandinave foranstaltede Fællesrejse til Tunis og Algier, og Jacobsen vakte hos alle Deltagerne Beundring ved sin utrættelige Udholdenhed, foruden ved sin livfulde Optagethed af alt, hvad Rejsen frembød. Alligevel havde en gnavende Orm be- gyndt at tære paa det stærke Legeme. I det paafølgende Efteraar mærkedes der Tegn, som mulig kunde tydes som en begyndende Kræftlidelse, de blev stærkere hen imod Jul, og da denne Fest var til Ende, maatte Jacobsen paa Lægernes Raad bestemme sig for at prøve en indgribende Operation for en Blærelidelse.