Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 248 — Christen Jacobsen, var Datter af en Silkevæversvend, og tre af hans Brødre havde samme Næringsvej, de levede alle i meget beskedne Kaar. løvrigt kunde den utrættelige Kundskabssøgen, som udmærker Carl J., foruden at være Arvelod fra hans Fader og Farfader, ogsaa pege hen paa hans Moders Slægt. Købmand Holst i Thisted var gift med en Datter af Herremanden Frants Vogelius Steenstrup, der ejede Nandrup paa Mors, men denne Mands Broder var Professor ved Akade- miet i Sorø, hans andre Brødre var Præster som hans Fader, og den Steenstrupske Familie var en udpræget Slægt af Lærde og af Præster, knyttede til nordjydske Sogne. Men, som det alt er sagt, vi tror ikke, at Studierne over den fjernere Afstamning vil give stort Udbytte. Mere end Slægtblodet synes den Drift og Kraft, som kan træde frem i Be- folkningen i Landskaberne hinsides Limfjorden, at have givet sig Udslag. Naar der skal tegnes nogle Hovedtræk af Carl J.s Personlighed, er der vel ét, der straks gør sig vitterligt. Den, der uafbrudt fra Ungdomsaarene rækker Samfundet Gaver og tilsidst skænker den af ham skabte Virksomhed bort tillige med store Dele af sin Formue, maa eje en Fædrelandsfølelse, en Kærlighed til Folket af enestaaende Art2. Tanken om Pligten mod Næsten er bleven omsat til en Pligt mod det hele Samfund og har helt tvunget Følelsen for eget Selv i Knæ. Jacobsens Fædrelandsfølelse var aldrig kritikløs, tværtimod — de Ord »Det er saa ægte dansk!«, der ofte lød fra hans Mund, var næsten altid foranledigede ved at han saa og dadlede en Mangel hos Nationen. Men dyb Kærlighed til Danmark var ham medfødt, en skønnere Arv efter sin Fader end dennes Fædrelandssind kunde han heller ikke modtage. Carl J. elskede vort Sprog som det lød i dets skønne Skik- kelse i vore store Forfatteres og Digteres Mund, og han ærede det ved at tale det rent og klangfuldt. Uagtet han endnu i Manddoms- aarene havde Bester af sit tidligere stammende Mæle, tillod han sig aldrig at slubre over Lyd og overholdt i mundtlig Tale Former, som vi ellers kun holder fast ved i Skrift (haivde, skjønt — han skrev altid Løverdag}. Han var interesseret i Ords Herkomst og Navnes