Carl Jacobsens Liv Og Gerning

■ B FTERAT Carl J. havde studeret herhjemme i nogle Aar, blev det besluttet, at han skulde søge sin videre Ud- dannelse i Udlandet. Dette kom overraskende, om det end altid havde været Faderens Plan, at Carl, efter at være grundigt forberedt, skulde i nogen Tid søge at blive Praktikant i tyske eller franske Bryggerier. Men det var sikkert gaaet op for Faderen, at Carl havde været en altfor lærvillig Elev under den mangeaarige Opdragelse, han havde ladet ham blive til Del, og at han var en altfor tro Gengivelse af sin Lærer; derimod syntes Glæden over selv at vælge og Trangen til at mærke i sit Indre et selvstændigt Kilde- spring ikke at være vaagnet. »Er det Naturanlæg eller Opdragelse og Eksempel, der har vakt og udviklet Din Sans for den klassiske og nordiske Oldtid, for Poesi, for Kunst og Musik? Jeg tror snarest det sidste, thi Du har i alle disse Retninger kun aabenbaret Modtagelighed, Evne til at tilegne Dig, men ikke noget Anlæg til Selvvirksomhed. Det samme gælder til Dels om Dine Studiers Retning« (Brev fra Sept. 1866). Man vilde næppe kunne nævne et Omraade, hvor Carl havde en fra Faderen forskellig Interesse. Nu var Faderens Spændvidde ganske vist betydelig, men i Carls Blik for Kunst, for Historie eller for Kulturforhold af forskellig Art syntes netop de samme Tidsrum, de samme Emner eller Yndlinge som hos Faderen at træde i Forgrunden. Underligt var det, at den nu 24aarige unge Mand ikke selv var bleven vår, i hvilken Grad han havde ladet sig støbe i en bestemt Form og stadig havde arbejdet under Fingerpeg. I denne Alder eller rettere langt tidligere plejer der jo dog gerne at vaagne nogen Kritik overfor Forældre; men kun en enkelt Gang, som paa Rejsen med Fa- deren til Italien (1862), kunde pludselig en Trods komme til Udbrud. Ogsaa Kaptein J. havde mærkelig sent faaet Øje for, hvor lidt det selv- voksne havde givet sig Udtryk hos Sønnen. Efter at være bleven op- s’'