Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 20 — Kaptein J. C. Jacobsen (1868). mærksom paa Carls store Mangel paa Selvstændighed, maatte det være ham imod, at han vilde knytte sig til en ung Pige, som han havde faaet kær, »sand Kærlighed kan kun føles af en udviklet Personlighed«. Et længere Ophold i Udlandet maatte kunne modne Carl, og han og Fa- deren blev enige om at han skulde søge Uddannelse i fremmede Lande. Uden Kamp mellem Fader og Søn var Opbrudet (i April 1866) ikke sket, men den aabne Udtalelse fra begge Sider virkede dulmende. I et Brev (8. Juli 1866) til Vennen Sophus Møller skriver Carl, at han ikke erin- drer, hvordan han, da de sidst taltes ved, omtalte sit Forhold til Faderen. »Dog antager jeg, at der endnu den- gang var en Bitterhed i mit Sind imod ham, som senere forsvandt. Jeg vil derfor ikke lade være at sige Dig, at det Brudd, der opstod imellem ham og mig i den sidste Tid, ganske lægedes ved min Bortrejse, ikke fordi man ved Skilsmissen bliver mildere, men fordi vi ved en aaben Udtalelse lagde saa at sige vor Sjæl blot for hinandens Øjne«. Knap et Aar var forløbet efter hans Bortrejse, da der indtraf en Begiven- hed, som kunde synes at maatte kalde ham hjem. Carlsberg Bryggeriet brændte den 6. April 1867 — dog ikke Lager- og Gæringskældere — men endnu samme Dag tilskrev Kaptein Jacobsen sin Søn om Branden og hvordan han straks havde forberedt Bryggeriets hurtige Genopførelse. Det var hans Ønske, at Carl ikke vilde afbryde sin Bejse, men roligt fortsætte sine Studier; han kunde desuden være ham behjælpelig ved Anskaffelse af Byggemateriel og Maskiner i Udlandet, Carl besørgede da ogsaa paa en Udflugt til Paris forskellige Indkøb. Idet vi nu gaar over til at skildre Vandretiden, bemærker vi, at