Carl Jacobsens Liv Og Gerning

EG erindrer den Glæde, med hvilken nogle af mine Kam- merater, da vi vare bievne Studenter, kom og fortalte, at de nu selv, ved Imformationer, fortjente de første Penge i deres Liv. Jeg misundte Dem dette, thi det varede mange Aar, inden jeg holdt en Daler i min Haand, som jeg kunde sige, at jeg selv havde fortjent«. Saaledes skrev Carl Jacobsen engang (1904) til sin Søn. Hans Fader havde sagt ham, at han ikke vilde hjælpe ham i Vej, førend han havde naaet sit 28. Aar, og for en virkelysten Mand kunde jo nok Læretiden synes lang. Dertil kom, at han havde sine Tvivl om det Maal, Faderen havde udpeget for ham, virkelig aabnede ham en Fremtid. Her var jo meget at gruble over. Er det muligt eller fordelagtigt at lade tysk 01 afløse af engelsk, vil Publikum forandre sin Smag og sin Vane til Gunst for det engelske 01?, saaledes spørger Carl sin Fader i et paa Fransk skrevet Brev (Oktober 1868), og selv svarer han: Aldrig nogensinde! Det er min Mening, at det tyske 01, saaledes som Du har brygget det, vil ved- blive at være Hoveddrikken i vort Land, og at der ingen Grund er til at faa den ombyttet. Deler Du ikke den Opfattelse, at paa Eksport alene vil det for en Aarrække ikke være tilstrækkeligt at grunde et nyt Bryggeri? Tror Du ikke, at Bitter Ale og Porter vil faa en under- ordnet Plads i det danske Forbrug, og tror Du, at Sweet Ale, tilvirket paa engelsk Maade, kan tage Kampen op mod det »Hvidt 01«, som det danske Publikum har vænnet sig til? Saaledes var det ikke med store Forventninger om, at Faderens Planer vilde være rigtige, at Carl gav sig i Lag med den stillede Op- gave. Jacob J. var heller ikke ledet af nogen personlig Forkærlighed for de engelske Ølsorter — han havde for en Del Aar tilbage i et Brev fra London sukket: »jeg har det meget godt, naar jeg blot kunde 5