Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 45 — Fru Louise Stegmann. om de første og store Krav, som Fædrelandet maatte stille overfor enhver. Man havde i den Sommer lagt Mærke til den Alvor, som prægede Carl J., men hans Alvor var ikke mindst paa Bryllupsdagen; i sin Tale for Brudeparret kom Professor Rasmus Nielsen ogsaa til at berøre det. Carl J. var ikke i Tvivl om sit Valg eller om Værdien af den Hustru, han skulde hjemføre, men det var det skønne Træk i Jacobsens Karakter, at Ansvarsfølelsen var levende hos ham og at Livets al- vorlige Øjeblikke greb ham dybt. Pan- den kunde faa den betænkelige Rynke, saaledes som vi saa ofte ser det paa Billederne af ham, ikke mindst fra de senere Aar. Der gives os næsten Vished om, hvad der da rørte sig i hans Sind, ved de bevægede Ord, som han efter 25 Aars lykkeligt Ægteskab som Sølv- brudgom skrev til sin Søn Helge og til de andre Børn fra Berlin: Da jeg idag for 25 Aar siden førte min Brud hjem som min Hustru, da var een Tanke herskende i mit Bryst: al Vor- herre vilde give sin Velsignelse lil vort Ægteskab. Under Tro, under Tvivl, under Anfægtelser stod det klart for mig, at Herrens Velsignelse var det Eneste, jeg kunde attraa, var det Eneste, hvorpaa jeg kunde bygge. Det var mig derfor ligesom et lyk- keligt Varsel, at Provst Hall, som viede os, i sin skønne Brudetale tog Herrens Velsignelse som Tekst og under Bøn om denne viede han Din Moder og mig. Den Dag idag er min Bøn til Herren, at han vil give sin Velsignelse til vort Ægteskab, til min Gerning i Verden og til mine Børns Gerning. Det, som jeg har tænkt paa, naar jeg bad om Hans Velsignelse for min Gerning, har han givet mig. Jeg har set større Frugter af min Livsvirksomhed, end jeg for 25 Aar siden turde drømme